Dansk Michelin-restaurant får sur smiley af Fødevarestyrelsen

Den danske gourmetrestaurant Geranium, der har tre af de prestigefyldte Michelinstjerner, har fået en sur smiley af Fødevarestyrelsen for at opbevare madvarer forkert.

Chefkok på Geranium, Rasmus Kofoed, har fået en sur smiley af Fødevarestyrelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Chefkok Rasmus Kofoed og hans stab på den fashionable restaurant Geranium har fuldt ud styr på, hvordan maden skal tilberedes og anrettes på tallerkenerne. Men tilsyneladende har de ikke haft helt styr på opbevaringen af de rå madvarer.

Geranium har nemlig i september fået en sur smiley efter besøg fra Fødevarestyrelsen. Det skriver Ekstra Bladet.

Med den sure smiley fulgte en bøde på 20.000 kr. Det skyldtes blandt andet, at Fødevarestyrelsen målte grader på mellem 8,6-9,2 i en køleboks, hvor restauranten opbevarede skaldyr. Her var den maksimalt tilladte temperatur 2 grader.

Se kontrolrapporten her.

Chefkok Rasmus Kofoed og overtjener Søren Ledet skriver i en mail til Ekstra Bladet, at de er kede af sagen.

»Vi har fået en anmærkning for, at temperaturen i vores ene køleboks ikke var tilstrækkelig lav. Det erkender vi, og vi er utrolig kede af, at vi ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på, at der var problemer med køleboksen. Vi slukkede straks køleboksen og tog en anden og koldere i brug,« skriver de to fra Geranium blandt andet.

Efterfølgende har Fødevarestyrelsen været på besøg hos Geranium igen, og her er de kritisable forhold tilsyneladende håndteret. Her fik Geranium blot en indskærpelse for ikke at have indberettet et ejerskifte.

Se den nye kontrolrapport her.