Dansk megasucces blev dømt ude: »Det var det skøreste, de nogensinde havde hørt«

For ti år siden ringede direktøren fra det næsten nystartede Trustpilot til flere virksomheder for at fortælle dem, at det, deres kunder skrev om dem på internettet, betød noget – og fik kun latter igen. Men udbredelsen af anmeldelsesplatforme som Trustpilot har i dag cementeret kunden som enhver virksomheds vigtigste aktionær.

Peter Holten Mühlmann, der er stifter og direktør af Trustpilot, som han etablerede i 2007, og som i dag beskæftiger over 700 mennesker i blandt andet Danmark, England, USA og Australien. Linda Kastrup

I dag kan man dårligt få leveret en pizza, uden at man bliver spurgt, hvad man synes om pizzaen, om leveringspersonalet og om firmaet bag. Man kigger på IMDB-sitet for at se, om en film er værd at se, og på TripAdvisor for at afgøre, om man skal spise på den ene eller anden restaurant.

»De firmaer, der omfavner det her, og som er gode til det, suger vildt mange penge ud af resten af økonomien,« siger Peter Mühlmann, som er stifter af og administrerende direktør hos Trustpilot.