Dansk medicinalgigant fortsætter levering af produkter til Rusland

Mens flere og flere virksomheder i øjeblikket vælger at boykotte deres samarbejde til Rusland, er det ikke alle, der følger trop.

Sarah Christine Nørgaard

Mens flere og flere virksomheder i øjeblikket vælger at boykotte deres samarbejde til Rusland, er det ikke alle, der følger trop.

For den danske medicinalgigant Coloplast har nemlig valgt at fortsætte deres leverancer af produkter til Rusland.

Det skriver Kristian Villumsen, der er direktør i Coloplast, i et opslag på LinkedIn.

'Krigen i Ukraine er både alvorlig og tragisk,' indleder han sit opslag med, hvorefter han skriver, at første prioritet er at fokusere på kollegaer og deres familiers sikkerhed.

Men trods omstændighederne er fokus også at fortsætte deres leverancer til blandt andet Rusland.

'Vores fokus er også på at fortsætte vores levering af produkter til både ukrainske og russiske brugere,' lyder det.

Coloplast fremstiller medicinske produkter til mennesker med kroniske lidelser og meget intime sundhedsbehov.

De leverer blandt andet produkter som stomiposer og katetre, som han understreger er vigtige og nødvendige for, at mange mennesker kan leve et værdigt liv og indgå i samfundet på lige fod med alle andre.

Derfor bør ingen, der har behov for hjælp, undvære behandling, forklarer han.

'Mennesker med intime sundhedsbehov må under ingen omstændigheder undvære produkter og behandling – og vi er taknemmelige for, at vores produkter er fritaget for sanktioner, så vi fortsat kan betjene vores brugere,' skriver han.

B.T. har fået en uddybende kommentar fra Coloplast, som fortæller:

»Hvis Coloplast stopper sin aktivitet i Rusland, vil det ramme helt almindelige og oftest ældre mennesker, som har alvorlige lidelser, og det mener vi ikke er det rette skridt,« lyder det fra Peter Mønster, der er pressechef i Coloplast.

»Coloplasts produkter er derfor også undtaget fra sanktionslisten, og vi gør, hvad vi kan, for at sikre at mennesker med intime kroniske lidelser i Rusland fortsat har adgang til livsvigtige produkter,« fortæller hun videre.

Indtil videre har danske virksomheder som Vestas, Grundfos, Mærsk og LEGO valgt at stoppe deres samarbejde med Rusland.

I udlandet har virksomhederne Apple, Ford og H&M Group valgt at gøre det samme.