Dansk malingkæmpe satsede på militærkunder og tjente kassen i Rusland

Danske Hempel har tjent kassen på aktiviteter i Rusland, hvor selskabet blandt andet har deltaget ved en storstilet militærmesse.

Vladimir Putin holdt åbningstalen til en storstilet messe, hvor Hempel deltog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ilya Pitalev/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke nyt, at malingkoncernen Hempel tidligere har solgt produkter til russiske kunder som for eksempel Ruslands Sortehavsflåde, Krim-broen og efterretningstjenesten FSB.

Og nu viser det sig, at selskabets omsætning eksploderede i præcis samme periode, skriver det undersøgende medie Danwatch.

Mediets gennemgang af Hempels regnskaber viser nemlig, at mens selskabet i en periode generelt havde en nedgang i omsætningen i 2016, 2017 og 2018, så tjente det kassen i Rusland.

Hempel omsatte således for rekordhøje 400 millioner kroner i 2017, 293 millioner kroner i 2018 og 337 millioner kroner i 2019.

Danwatch skriver endvidere, at selskabet i 2017, hvor omsætningen toppede, deltog i det russiske forsvarsministeriums storstilede våbenmesse ARMY-2017 International Military-Technical Forum i Moskva. Det viser messens officielle katalog.

Det er en messe, der har som erklæret mål at skabe samarbejde med udenlandske virksomheder, hvilket blandt andet den russiske præsident, Vladimir Putin, bekræftede i åbningstalen ved messen.

»Jeg er sikker på, at Army-2017-forummet ikke kun vil blive husket som én af de største militærtekniske udstillinger i år, men også som et eksempel på effektivt internationalt samarbejde,« sagde den russiske præsident.

Hempel har ikke villet oplyse til Danwatch, hvad man specifikt har fået ud af deltagelsen på messen, eller hvor stor en del af selskabets russiske omsætning, der kom fra Krim-broen og flådeprojekterne.

»Som tidligere nævnt deler vi aldrig specifikke informationer, herunder omsætningsdata, om kunder eller historiske transaktioner,« oplyser Hempel til mediet.

Hempel meldte sidste år ud, at man vil forlade det russiske marked som følge af krigen i Ukraine, men det er endnu ikke sket.

I 2021 lå Hempels omsætning i Rusland på 224 millioner kroner.