Dansk kvinde er blandt verdens mest magtfulde

Magasinet Fortune udgiver årligt en opgørelse over verdens mest inflydelsesrige erhvervskvinder. I år har et nyt og for mange ukendt dansk navn sneget sig ind på listen.

Helle Østergaard Kristiansen er navnet på verdens 31. mest indflydelsesrige forretningskvinde – i hvert fald hvis man skal tro Fortune. I begyndelsen af året overtog hun stillingen som administrerende direktør i den aarhusianske energivirksomhed Danske Commodities. Fold sammen
Læs mere
Foto: Axel Schütt

Helle Østergaard Kristiansen er navnet på verdens 31. mest indflydelsesrige forretningskvinde. I hvert fald ifølge erhvervsmagasinet Fortunes årlige liste over de verdens mest indflydelsesrige erhvervskvinder.

I begyndelsen af 2019 overtog Helle Østergaard Kristiansen stillingen som administrerende direktør i den aarhusianske energivirksomhed Danske Commodities. Og nu har toplederen altså sneget sig ind som nummer 31 på Fortunes årlige liste.

En overaskende kåring, selskabets noget beskedne størrelse målt i et internationalt perspektiv taget i betragtning. Når det så er sagt, er virksomheden trods alt Danmarks tiende største målt på omsætning. Virksomheden omsatte sidste år for 10,7 milliarder dollar.

Danske Commodities er til stede på 39 energimarkeder. Senest har Helle Østergaard Kristiansen forhandlet en aftale med det britiske offshore gigant Dudgeon i hus. En aftale, som ifølge Danske Commodities forsyner næsten en halv million britiske husstande med grøn energi.

Helle Østergaard Kristiansen, som til dagligt leder 300 personer, har i forbindelse med udnævnelsen sagt til mediet Energy Supply

»I de seneste år har Danmark etableret sig som en central spiller inden for grøn energi. Som energihandler er Danske Commodities med til at effektivisere energisystemet og bane vejen for en grøn omstilling uden subsidier. På den måde er vi med til at gøre grønne ambitioner til en rentabel forretning. Jeg ser optagelsen på Fortunes liste over de mest indflydelsesrige forretningskvinder som en anerkendelse af den vigtige udvikling i energibranchen – og så er det selvfølgelig også en stor personlig ære.«

Øverst på Fortunes liste finder man spanske Ana Botín, som er bestyrelsesformand i den spanske bank Banco Santander, der er Europas femte største bank.