Dansk iværksætter i partnerskab med legetøjsgigant

Den danske iværksættervirksomhed Bezzerwizzer Aps har indgået et internationalt partnerskab med Verdens største legetøjsproducent, amerikanske Mattel.

Jesper Bülov har udviklet brætspillet Bezzerwizzer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Juhl
Det danskudviklede quizspil Bezzerwizzer er siden lanceringen i 2006 blevet et udbredt brætspil, når danskerne dyster på paratviden med taktik og drilleri.

Det danske spil med det tyskklingende navn er netop lanceret i Tyskland, og de første anmeldelser peger i retning af, at spillet også får succes i Tyskland.

Den hurtige succes har banet vej for en global licensaftale med Mattel, der er verdens største aktør på legetøjsmarkedet. Partnerskabet indebærer, at Mattel lancerer Bezzerwizzer på en række udenlandske markeder.

”Aftalen med Mattel betyder, at vi får en fantastisk salgs- og markedsføringsmotor for Bezzerwizzer. Dermed kan vi koncentrere os om udvikling af nye kvalitetsprodukter,” siger direktør og spiludvikler Jesper Bülow.

Mattel står bag kendte brætspil som Scrabble, UNO og Pictionary, men har ikke et egentligt quizspil i sit sortiment.

”Vi er altid på udkig efter nye quizspil og har derfor med stor interesse fulgt Bezzerwizzers succes i Danmark. Spillet har et unikt gameplay, og vi tror, at Bezzerwizzer har et stort internationalt potentiale,” siger Mattel’s nordiske Marketing Manager Trine Frausing.

Bezzerwizzer planlægges lanceret i Frankrig, England og Skandinavien i 2008.