Dansk IT-sikkerhed solgt til britisk gigant

Det 12 år gamle FortConsult med sikkerhedseksperten Ulf Munkedal i spidsen får nu en britisk storebror med flere muskler.

Ulf Munkedal, som grundlagde FortConsult, fortsætter som daglig leder efter den britiske overtagelse. Arkivfoto Fold sammen
Læs mere

Et af de ældste IT-sikkerhedsfirmaer i Danmark, FortConsult, er blevet købt af sin meget større, børsnoterede, engelske kollega NCC Group.

FortConsult er stiftet af administrerende direktør Ulf Munkedal og har specialiseret sig i at afprøve IT-sikkerheden hos virksomheder, heriblandt at sikre, at datasikkerheden overholdes hos virksomheder, hvor man kan betale med internationale kreditkort fra Visa og Mastercard.

36 millioner kroner

NCC Group betaler fire millioner pund eller 36,3 millioner kroner for FortConsult, som i dag har 35 medarbejdere af ni forskellige nationaliteter og har hovedkontor på Tranevej i Københavns nordvestkvarter.

Den formelle overtagelse skete 1. maj.

»Nu er vi ejet af en engelsk, børsnoteret sikkerhedsvirksomhed, der laver stort set samme som os men er omkring 30 gange så stor. Og det er altid godt at have en storebror, når man skal bruge sådan en, kan vi mærke, efterhånden som vi bliver mere og mere internationale,« forklarer Ulf Munkedal til Berlingske.

Passer godt til hinanden

Han fortsætter som direktør, og FortConsult fortsætter som selvstændig virksomhed i NCC Group, der har koncentreret sig om Storbritannien og USA men er meget lidt i Norden og Europa, hvor FortConsult til gengæld arbejder.

»Vi er vant til at arbejde i internationale kulturer og på tværs af landegrænserne, mens NCC Group har en størrelse og muskler, som vi er meget interesseret i. For i dag siger vi nej til opgaver, som vi ikke føler, at vi er gode nok til. Nu kan vi ringe til England og få hjælp. Jeg er glad for aftalen og meget stolt af, hvad vi har nået. Jeg har haft FortConsult i 12 år og en måned, og det at kunne starte noget, få det formet sammen med dygtige medarbejdere og få det sluttet af ved at komme under vingerne hos en stor, børsnoteret virksomhed, er en fantastisk følelse,« siger Ulf Munkedal.

Det er nu ni måneder siden, at han begyndte at undersøge fremtiden. Det kunne både være med nye investorer, med kapitalfonde eller med en ny ejer.

Ingen søndagstur at arbejde internationalt

»Muligheden var der også hele tiden at køre videre på egen hånd. NCC Group og vi havde det første møde i januar. Vi har kendt hinanden, og jeg vidste, at de var lidt interesseret, og konklusionen på vore egne undersøgelser var hurtigt, at vi havde brug for en industriel samarbejdspartner, så vi kunne sparre om viden. Væksten i IT-sikkerhedsbranchen er international, og det er ikke en hyggelig søndagstur at slås med de store internationale. Der skal trampes godt i pedalerne, og så er det virkelig godt at have en storebror i ryggen, som man kan ringe til,« forklarer Ulf Munkedal.

Ud over at teste, om der er huller i virksomheders sikkerhed, rådgiver FortConsult om sikkerhed, så kunderne på forhånd ved, hvor de skal sætte ind. Derimod hverken bygger eller sælger FortConsult sikkerhedssystemer men har - som Ulf Munkedal udtrykker det - set så mange systemer, at man kan rådgive om, hvad man bør undgå.

NCC Group beskæftiger flere end 700 ansatte og er børsnoteret i London. I 2013 omsatte NCC Group for 99 millioner pund og leverede et resultat på 18,8 millioner pund før skat.

Af de fire millioner pund for FortConsult falder de to straks og de andre to over de kommende 24 måneder.