Dansk it-firma tager til Storbritanien

Ekspansion. Den danske udvikler af mobile løsninger, Handstep, vil nu prøve lykken i Storbritanien.

Netop nu er Birkerød-virksomheden Handstep i gang med at åbne kontor i England. Datterselskabet skal i første omgang sælge skræddersyede mobile løsninger og mobil infrastruktur til engelske virksomheder.
HandSteps danske stifter Brian Nielsson sættes i spidsen for indtoget på de britiske øer.

Valget af England som den første udenlandske destination for firmaet er ikke tilfældig.
- Vi er sikre på, at vi nok skal få succes. Det engelske marked er domineret af store og omkostningstunge spillere, som ydermere er lang tid om at designe og implementere løsningerne. I den anden ende findes små mobilløsningsvirksomheder, som har et meget snævert vertikalt fokus. HandSteps forretningsmodel passer perfekt ind midt imellem, da vi har et lidt bredere fokus og samtidig kan bygge på vores erfaringer og referencer fra Danmark, forklarer Brian Nielsson, der er stifter af handstep.
- Tiden er helt klart moden for HandStep til at få et internationalt gennembrud, og vi har valgt det engelske marked på grund af vores gode kontakter. Det er i første omgang strategiske partnere, der skal sikre, at vi får vores bid af det hårde, men store engelske marked, siger Brian Nielsson.

Datterselskabet består foruden den danske stifter Brian Nielsson af to medarbejdere, der har været ansat siden 1. juli 2007.
- mja