Dansk IT får ny formand

Markant formand for Danmarks største forening for IT-professionelle overlader posten til uddannet filosof.

Lars Mathiesen (til venstre) forlader efter tre år formandsposten i interesseorganisationen Dansk IT, hvor direktør Tony Franke (til højre) nu skal arbejde sammen med den hidtidige næstformand. Foto: Søren Bidstrup, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter tre år på posten stopper en markant formand for interesseorganisationen Dansk IT, der organiserer IT-professionelle uden for selve IT-verdenen.

Lars Mathiesen, direktør for koncernudvikling og IT i Nykredit, overlader stolen til direktør Klaus Kvorning Hansen fra pensionskassen PenSam, som hidtil har været næstformand for bestyrelsen i Dansk IT, der har omkring 5.600 medlemmer.

Det sker, når Dansk IT i dag, onsdag den 20. maj, holder årsmøde.

Ikke noget med halvt gear

»Det har faktisk hele tiden været intentionen, at jeg kun ville tage tre år. Jeg mener, at hvis man påtager sig et hverv, skal man arbejde for og bruge energi på det. Samtidig ville jeg bevise, at man godt kan være erhvervsleder og samtidig påtage sig organisationsarbejde, selv om det har betydet en vis arbejdsindsats. Men hellere - på jysk - give en rimelig indsats i tre år end køre på halvt gear i fem-seks år,« siger Lars Mathiesen til Business.dk.

Han har siden 2002 været direktør for koncernudvikling og IT i Nykredit og blev i 2006 kåret som Årets IT-chef af avisen Computerworld, IT-leverandøren SAS Institute og analysehuset IDC Nordic blandt fire finalister. Det var få dage, før Dansk IT valgte ham som sin nye formand. Og som han dengang sagde til Berlingske Tidende:

»Det hele handler om samspil – samspil mellem IT og forretningen, mellem IT og ledelsen og mellem IT og medarbejderne. Hvis man synes, at IT er for svært at drøfte med andre, så går det galt. For selvfølgelig er det ikke sværere, end at enhver kan forstå det. IT skal ud af baggården og blive en del af virksomheden.«

Han har i sin formandstid markeret Dansk IT kraftigt i den offentlige debat, navnlig i den igangværende digitalisering af det offentlige, og har med sin lidt tilbageholdne men alligevel markante, jyske stil fået gjort mange pointer klar og har derved vundet stor respekt i IT-verdenen.

Mange ideer - og filosofiuddannet

Det arbejde skal den hidtidige næstformand nu videreføre. Klaus Kvorning Hansen blev valgt ind i bestyrelsen i 2007 men har i over 20 år beskæftiget sig med IT - først som sælger og konsulent hos Delta Software, siden hos Nykredit som projektchef og udviklingschef, inden han kom til PenSam. Klaus Kvorning Hansen er desuden medlem af tænketanken CIO Innovation Forum, stiftet af Computerworld og Dansk IT.

Den afgående formand er glad for sin afløser, som han har arbejdet sammen med de seneste to år:

»Jeg er helt sikker på, at det bliver en god formand, der overtager. Han har mange ideer og har arbejdet meget med kvalitet, udvikling og kompetence. Desuden er han fit for fight med en meget bred baggrund. Han har således en mastergrad i filosofi ud over sin IT- og ledelsesbaggrund,« siger Lars Mathiesen, der nu trækker sig helt ud af bestyrelsen - men stadig vil deltage i foreningens aktiviteter og også håber, at man vil kalde, når der er behov for at få en hånd.