Dansk hastighedsrekord på ny mobilteknologi

De nye 5G-mobilnet kan få et skud ekstra vitaminer og dermed få større kapacitet på dog et begrænset område med en ny teknologi, som med held er afprøvet i Danmark.

TDC Net har sammen med svenske Ericsson afprøvet ekstra høje hastigheder på sit danske 5G-mobilnet og forventer, at den nye teknologi bliver en vigtig brik fremover. TDC Net

Det er lykkedes TDC Net at sætte dansk hastighedsrekord på en ny mobilteknologi, der skal sikre endnu større kapacitet på de nye 5G-mobilnet.

TDC Net, som står for telekoncernens netværk, har målt en datahastighed på fire gigabit i sekundet ved en test på sit 5G-mobilnet. Det er fire gange hurtigere end de hurtigste, kablede internetforbindelser over kabel-tv- eller fibernet klarer.