Dansk giftaffald sendes ud af landet

Op mod 300.000 tons kemikalieaffald fra Grindsted-værket bliver gravet op fra seks depoter i området og sendt til destruktion i Tyskland og Holland.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gravemaskinerne er for øjeblikket i fuld gang med at fjerne tonsvis af forurenet jord fra det naturskønne område ved Kærgård Plantage i Vestjylland. Men affaldet er blevet til en eksportvare, fordi det både er bedre, billigere og hurtigere at få giften destrueret i Tyskland og Holland, skriver Flensborg Avis.

De store mængder gift skyldes, at Grindstedværket over en længere periode hældte klorerede opløsningsmidler, restprodukter fra medicinproduktionen og tungmetaller ud i klitterne.

Den giftige jord har længe været en pestilens for området, men sidste år indgik den daværende miljøminister Connie Hedegaard (K) og regionsformand Carl Holst (V) en fælles aftale om at rydde op.

Spørgsmålet har så været, hvor de mange tons giftig jord skulle behandles, og det har ikke været en helt let opgave. Den forurenede jord er nemlig ikke lige giftig, og derfor faldt valget på jordbehandlingsanlæg i både Tyskland og Holland.

- Det mest giftige jord bliver i lastbil kørt til et jordbehandlingsanlæg i Tyskland, mens den mindre giftige jord bliver sejlet til Holland, siger Jakob Sønderskov Weber, der er afdelingschef hos Region Syddanmark.

At valget faldt på Tyskland, er der flere årsager til.

- Der er en både større og bedre kapacitet i Tyskland, og det har været udslagsgivende, men det er også et økonomisk spørgsmål, siger Trine Korsgaard, der er områdechef i jordforureningsafdelingen i Region Syddanmark.

Kommunekemi i Nyborg, der er en miljøvirksomhed, som behandler farligt og miljøbelastende affald, har også været inde i billedet til at tage sig af den forurenede danske jord, men blev valgt fra.

- Vi har dog noget træ fra bygninger i Kærgård Plantage, som muligvis bliver sendt til Kommunekemi og behandlet der, siger Trine Korsgaard.

Anlægget i Tyskland, der skal behandle omkring 2.000 tons dansk forurenet jord, ligger i det vestlige Tyskland nærmere betegnet industriområdet Ruhrdistrikt i en by ved navn Herne. Efter planerne kommer opgravningen i Kærgård Plantage til at vare endnu en måneds tid, og i den periode vil lastbiler nærmest i pendulfart køre fra Vestjylland til Herne.

Kilde: Flensborg AvisX