Dansk Folkeparti kræver Femern-aftale genforhandlet

Står det til Dansk Folkeparti, skal aftalen om den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland genforhandles.

Dansk Folkeparti sætter nu spørgsmålstegn ved aftalen om den endnu ikke byggede Femernbro. Her ses Øresundsbroen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ulrik Jantzen
Dansk Folkeparti har netop fremsat et forslag i Folketinget, der i al sin enkelhed går ud på, at den ny transportminister, Carina Christensen (K), skal tage til Tyskland og lave en bedre aftale end den, partifællen og tidligere minister Flemming Hansen var i stand til. Det skriver Flensborg Avis onsdag.

Dansk Folkeparti er stærkt utilfreds med finansieringen af broen. Det er nemlig Danmark, som skal betale de omkring 42 milliarder kroner, som den 19 kilometer lange forbindelse forventes at koste.

- Broen gavner jo også andre lande som eksempelvis Tyskland og Sverige, så hvorfor er det kun os, der skal betale, siger Jørn Dohrmann (DF).

Kræver genforhandling

I slutningen af juni i år kunne den daværende danske transportminister Flemming Hansen (K) stolt fortælle, at aftalen om en fast forbindelse over Femer Bælt var faldet på plads efter langt møde med den tyske trafikminister Wolfgang Tiefensee (SPD).

Aftalen går ud på, at Danmark står for finansieringen af den 19 kilometer lange bro, som skal gå fra Rødby på Lolland til Puttgarden, og det er netop finansieringen af de omkring 42 milliarder kroner, som broen ventes at koste, som nu kan sætte en stopper for projektet.

Hvis Carina Christensen skal sendes til Tyskland for at genforhandle bro-aftalen, kræver det, at Dansk Folkepartis forslag opnår flertal i Folketinget. Først skal forslaget dog drøftes i transportudvalget og senere behandles i folketingssalen.

- Jeg regner med en afklaring inden sommerferien næste år, siger Jørn Dohrmann til Flensborg Avis.