Dansk firma er kendt af entusiaster verden over – men i København fosser millionerne ud af kassen

Dansk vinapp lander nyt, tocifret millionunderskud i dansk afdeling. I år bliver selskabet verdens største forhandler af vin på nettet, lyder det fra grundlæggeren, der ikke tillægger underskuddet stor betydning.

Vivino-stifter Heini Zachariassen mener, at selskabet har det nødvendige fundament for at skabe bæredygtig vækst og nå sine forretningsmål. Malene Anthony Nielsen

Det er de færreste, der forbinder Danmark med velsmagende årgangsvine. Alligevel er det på et kontor i Njalsgade i København, at man finder firmaet bag verdens største markedsplads for vin.

Firmaet Vivino har siden 2010 med appen af samme navn gjort det muligt at scanne en vinetiket og se andre vinentusiasters vurdering af netop den vin. Og gennem et omfattende net af forhandlere er det også blevet muligt at købe vin direkte gennem appen.