Dansk erhvervsliv kræver hjælpepakker forlænget: »Kun Joakim von And vil kunne klare det«

Erhvervslivet frygter flere konkurser og fyringer, hvis ikke hjælpepakkerne bliver forlænget til august, hvor de sidste virksomheder kan få lov at åbne igen. Kendt bar- og diskotekskæde kalder det en umulig opgave at klare sig, hvis den ingen omsætning har.

Gothersgade lidt efter midnat lørdag 14. marts 2020. Nattelivet har stort set været ikkeeksisterende, siden coronakrisen lukkede det meste af Danmark ned. Nogle af de sidste virksomheder, der kan få lov at åbne igen, er natklubber og diskoteker. Oscar Scott Carl

Flere hundrede milliarder kr. fra statskassen bliver i disse dage sprøjtet ind i dansk erhvervsliv for at undgå, at virksomheder går konkurs på stribe, og tusindvis af danskere bliver fyret.

Regeringens hjælpepakker har sidste udløbsdato 8. juli, mens fitnesscentre, badelande, natklubber og diskoteker først må åbne en måned senere i et forsøg fra statens side på at begrænse smitte med coronavirus.