Dansk detailkæmpe er Danmarks mest bæredygtige

SuperBrugsen er det mest bæredygtige brand i Danmark, mener de danske forbrugere i stor nordisk undersøgelse.

ARKIVFOTO: SuberBrugsen er det mest bæredygtige brand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Skal alene danskerne bestemme, er SuperBrugsen det mest bæredygtige brand i kongeriget, skarpt forfulgt af Lego.

Det viser Nordens største undersøgelse i bæredygtighed, det såkaldte »Sustainable Brand Index,« der netop er blevet offentliggjort. Tages svenske, norske og finske forbrugeres vurderinger med i betragtningen indtager Coop en 2. plads blandt to svenske brands.



Undersøgelsen er foretaget blandt 750 selskaber og 30.000 forbrugere i både Danmark, Sverige, Norge og Finland. Og i Danmark er det altså et Coop-brand, der i konkurrence med 172 andre brands, løber med sejren som det mest bæredygtige og miljøbevidste.



En målsætning fra Coop lyder, at: »Coop og Coops datterselskaber skal på sine respektive markeder være blandt de bedste på miljøområdet,« og den må siges at være opfyldt, hvis man skal stole på de danske forbrugeres vurdering. Irma, Kvickly og Dagli’Brugsen, der alle er ejet af Coop, snupper nemlig henholdsvis fjerde, femte og ottendepladsen på listen.

Hos den danske vinder vækker vurderingen og placeringen da også glæde.

»Vi har sat en masse projekter i søen som netop handler om at fremme et mere bæredygtigt forbrug, så det er rigtig rart, at vores kunder har lagt mærke til det og nu kvitterer på den her måde,« siger den kommercielle CSR-chef i Coop, Signe D. Frese.

Hun ser flere årsager til, at Coops kæder er bredt repræsenteret i top 10:

”Det tror jeg skyldes, at vi har lanceret vores madmanifest for to år siden, hvor målet har været at fremme en bedre madkultur i Danmark. I det var også en målsætning om at gøre økologi til hvermandseje og vi satte derfor priserne ned med 200 mio. for at øge tilgængeligheden.”



I top 10 findes også brands som Ikea, Arla, Rema1000 og Energi Danmark, mens brands som Gina Tricot, Alfa Romeo og Kentucky Fried Chicken placerer sig i bunden. Flere informationer og brand-listerne i de pågældende lande kan findes på www.sb-index.com

Top 10 i Danmark:

1. Coop
2. SuperBrugsen
3. Lego
4. Irma
5. Kvickly
6. Ikea
7. Arla
8. Dagli’Brugsen
9. Rema1000
10. Energi Danmark