Dansk chokolade lurer på udlandet

Peter Beiers luksuschokolade er kommet fornuftigt gennem krisen og leverer igen i år plus på bundlinjen. 2012 er blevet brugt på at tage de indledende skridt til at træde ud på nye markeder, hvor forretningen ikke hæmmes af danske afgifter.

Peter Beier Chokolade har planer om at udvide forretningen til nye markeder uden for landets grænser i de kommende år. Arkivfoto: Morten Germund Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kunder i Peter Beiers butikker bliver mødt af en fontæne af flydende chokolade og en smilende ekspedient, der byder på en smagsprøve chokolade. Det skal nemlig være en særlig oplevelse, lyder det fra stifteren Peter Beier.

Han har i dag 14 chokoladebutikker i Danmark og i Sverige, hvor der sælges luksuschokolade til priser, der ligger langt over den gængse pris for chokolade og søde sager.

Alligevel har Peter Beier Chokolade A/S klaret sig igennem en finanskrise efterfulgt af et lunkent forbrug med sorte tal på bundlinjen i alle årene. Også i 2012 var danskernes interesse for kvalitetschokolade stor nok til at trække et mindre overskud på 1,6 mio. kroner.

Den del af forretningen, der har oplevet vækst i de seneste år og bidraget til de sorte tal, er undervisning og foredrag. Det foregår i selskabets hovedkvarter på Ørsholt Gods uden for Helsingør. På godset er der rundvisning i chokoladeproduktionen, foredrag, prøvesmagning og en introduktion til en mindre kakaoplantage. Danskerne skal vide, hvad god chokolade er, og hvordan det laves.

Den øgede satsning på dét ben af forretningen er en del af en klar strategi om at koble chokoladeproduktion og detailhandel sammen i en oplevelsesøkonomi. Og dermed er vi tilbage til fontænen af flydende chokolade og smagsprøver.

»Jo mere kræsne, vi kan gøre danskerne, desto bedre er det for forretningen,« forklarer Peter Beier.

Vækst på nye markeder

Nu er tiden dog kommet til at søge yderligere vækst i salget af chokolade og det skal ske uden for landets grænser, hvor vilkårene ifølge Peter Beier gør det nemmere at tjene penge på salg af chokolade.

Herhjemme spænder den såkaldte sukkerafgift ben for de danske producenter af slik og chokolade, forklarer han. Så sent som i sidste måned leverede chokoladegiganten Tom Gruppen eksempelvis et regnskab, der viste et fald i det danske hjemmemarked i omsætning og indtjening, og det blev tilskrevet sukkerafgiften. Ifølge Toms Gruppen kostede afgiften selskabet 55 mio. kr. i 2012.

»Vi må konstatere, at det er mere interessant at være i udlandet end i Danmark med den form for afgifter,« forklarer Peter Beier.

Selskabet har i dag tre butikker i det sydlige Sverige, men har intentioner om at komme ind på nye markeder. Første skridt mod den vision blev taget sidste år med åbningen af en butik i Københavns Lufthavn.

»Det er vigtigt, at vi opfattes som et internationalt brand, og det kan vores placering i lufthavnen hjælpe med. Vi opfatter butikken som et udstillingsvindue. Den skal skabe synlighed blandt nye samarbejdspartnere, der vil være med til at etablere butikker i nye markeder,« siger han.

Tålmodighed skal der til

Peter Beier har dog tålmodighed. Det skal være den rigtige samarbejdspartner og det rigtige marked. Han slår dog fast, at udlandseventyret skal ske i form af butikker for netop at skabe den særlige oplevelse af luksuschokolade. Man kommer altså ikke til at se den danske chokolade på hylderne i andre butikker end en regulær Peter Beier- butik i udlandet.

Peter Beier har løbende møder med potentielle samarbejdspartnere og investorer og forventer snart at åbne i nye byer. Det skal dog ske i et tempo, hvor selskabet kan følge med både organisatorisk og økonomisk, understreger han.