Dansk biotek-kontrakt med USAs forsvar

Det dansk-schweiziske biotekselskab Evolva har landet endnu en kontrakt med det amerikanske forsvarsministerium til 150 millioner kroner.

For anden gang inden for et par måneder er det lykkedes for det dansk-schweiziske biotekselskab Evolva at indgå en kontrakt på et trecifret millionbeløb med det amerikanske forsvarsministerium.

Det er DTRA, som er ministeriets særlige afdeling for bekæmpelse af sandsynlige trusler, herunder biologiske, der har indgået kontrakten med Evolva.

Evolva arbejder med en metode, der styrker menneskets immunsystem generelt. Det vil sige, at Evolva ikke arbejder med en specifik sygdom.

Blandt investorerne i Evolva er blandt andet danske Vækstfonden.

"Netop det, at Evolva arbejder med at styrke menneskets immunsystem i al almindelighed gør virksomheden til en interessant samarbejdspartner for dem i det amerikanske forsvarsministerium, der arbejder med biologiske trusler i den særlige afdeling for bekæmpelse af sandsynlige trusler, DTRA. Ideen er jo, at i stedet for at udvikle en meget bred vifte af vacciner, så kan man klare sig med én eller i hvert fald meget få," siger investeringschef i Vækstfonden, Søren Lemonius.

Tiltroen til Evolva er stor.

"Med indgåelsen af kontrakterne har Evolva vist, at markedet for virksomhedens unikke teknologi absolut er til stede. Efter vores opfattelse er Evolva en af de mest lovende biotekvirksomheder," siger Søren Lemonius.