Basisbank, der er Danmarks første internetbank, har besluttet at opgive sin danske banklicens og afskediger samtidig en stor del af medarbejderne. Kravet til at drive bank er blevet for omfattende, lyder det.
Banken, der ikke har fysiske filialer, har hovedsageligt tilbudt lån og opsparingsprodukter til private kunder.
»Der er gennem de seneste år sket en række ændringer i omverdenen, der i høj grad påvirker, hvorledes vi ser på fremtiden og vores muligheder for at kunne udvikle vores forretning lønsomt,« udtaler Lars Thuesen, hovedaktionær og bestyrelsesmedlem, i en pressemeddelelse.
Derfor har Basisbank valgt at afvikle sin indlånsvirksomhed, indlevere sin banklicens og fortsætte som forbrugslånsselskab. Det betyder, at banken i dag har opsagt 45 af i alt 109 medarbejdere.
Basisbank peger på, at det er blevet vanskeligere og mere kapitalkrævende at være bank. I 2020 blev der blandt andet indført en ny lovgivning, der pålagde danske udlånsvirksomheder en række restriktioner på blandt andet rentesatser, løbetider etc. Det har sænket indtjeningen på hver udlånskrone, forklarer ledelsen.
Samtidig er der i 2021 kommet en ny vejledning for, hvordan låneansøgere skal kreditvurderes. Det vil gøre det mere besværligt for kunderne at søge om små kreditter, og det vil ifølge banken få en negativ indflydelse på de udlånsvolumener Basisbank fremover.
»Hver af ovenstående ændringer har stor indvirkning på vores evne til at vokse lønsomt, og tilsammen har det betydet, at bestyrelse og ejer har besluttet at afvikle væsentlige dele af den nuværende virksomhed. Dette for at få en størrelse og en struktur på virksomheden, der gør, at vi fremover kan forvente et fornuftigt afkast af den investerede kapital,« skriver banken.
Basisbankens 95.000 udlånskunder og bankens finansielle samarbejdspartnere vil ikke blive berørt af beslutningen, men de 15.000 indlånskunder skal inden for de kommende 18 måneder finde en ny bank.
»For at lette det for den enkelte indlånskunde er det hensigten at overføre dem samlet til et andet pengeinstitut,« hedder det fra banken.
Den danske erhvervsmand Lars Thuesen gik i april fra at være storaktionær til stort set at være eneejer af Basisbank. Her købte han sine to tidligere medinvestorer ud af ejerkredsen.
Basisbank blev skabt tilbage i begyndelsen af 2000, og dengang var det planen, at banken skulle erobre kunder fra de traditionelle banker ved at tilbyde bedre vilkår. Det lykkedes at få flere kunder, men de havde begrænset lyst til at låne, og banken endte med et indlånsoverskud. Det blev brugt til at låne ud til ejendomsselskaber, men da finanskrisen fik fundamentet under ejendomsmarkedet til at slå revner, endte Basisbank med store tab.
I 2012 blev Basisbank så solgt, og Lars Thuesen kom ind i ejerkredsen.
Lars Thuesen, der er bosat i London, har tidligere været en del af SAS’ koncernledelse og blev i 1991 udnævnt til koncernfinansdirektør. Han har desuden været koncernchef i Spies-Tjæreborg-koncernen, som blev købt af Airtours, hvor Lars Thuesen fulgte med fra en ledende stilling. Han er desuden medejer af blandt andet Nørrebro Bryghus og AirBaltic. Sidste sommer måtte hans luftfartsselskab, Jet Time, indgive en konkursbegæring.