Dansk arkitekt bag svensk milliardprojekt

Det danske arkitektfirma Dissing+Weitling skal tegne helhedsplanen for et nyt trafikknudepunkt i centrum af den stockholmske forstad Nacka. Dette skal ske i samarbejde med det svenske ingeniørfirma ÅF. Det omfattende stations-projekt er estimeret til at løbe op i cirka en milliard svenske kroner.

Skitse fra Nacka Kommunes lokalplan for området
Læs mere
Fold sammen

Det kan være fredagsbaren byder på en champagneskål i den danske arkitektvirksomhed Dissing+Weitling, som netop har landet en milliardopgave i Sveriges hovedstad. Det handler om at metroens tunnelbane skal udvides yderligere til forstaden Nacka, som ligger godt 16 km udenfor Stockholm.

Det betyder, at Nacka, som kommer til at danne knudepunkt for både busser, metro og bilister, får brug for en ny station, som kan rumme al den ekstra trafik. Projektet skal bygges under jorden, og det danske arkitetfirmas opgave er at designe det nye transit-samlingspunkt.

Dissing+Weitling præsenterede i 2016 et årsresultat på 2,7 mio. kr. mod 2,1 mio. kroner i 2015. Virksomheden består af over 40 medarbejdere. Arkitektvirksomheden, som hidtil har beskæftiget sig meget med at tegne broer og bygninger, kan altså se frem til at få en helt ny type projekt på CV’et. Det nye projekt skal bruges til at bane vejen ud på en helt ny gren af markedet for den danske virksomhed.

»Det betyder jo en del. Vi har længe gerne ville have nogle mere komplekse opgaver. Nu har vi længe arbejdet med broer, så vi vil genre udvide feltet lidt. Og så ligger det meget naturligt for os, at arbejde med denne type trafikknudepunkter, hvor man har forskellige transportformer, der mødes og udveksler,« siger Jesper Henriksen, partner hos Dissing+Weitling.

Projektet går i gang inden for den næste måned, og så begynder selve byggeprocessen derefter. Det hele forventes at stå færdigt i 2025.