Danmarks største drive-in trælasthandel

Trælastkæden Stark har lanceret landets største drive-in trælasthandel i København på 10.000 kvadratmeter.

Læs mere
Fold sammen
Det er lige som at køre rundt i en by, når man bevæger sig ind i Trælastkæden Starks nye drive-in trælasthandel i Københavns sydhavn. Trælasthandel nummer 88.

Tre tværgående drive-in veje deler den store hal i tre sektioner med byggematerialer - en til murere og tømrere og så en ekspres drive-in (Quick Lane) til murere, der skal have strandsæk, cement og andre hurtigt omsættelige varer. En tværgående bred boulevard fører til sidst kunderne ned til ekspeditionsområdet, hvor varerne scannes trådløst.

Hallen blev færdig i går og blev vist frem til kunderne, der straks prøvede det nye 10.000 kvadratmeter store lager med byggematerialer af med en køretur i hallen, der er dobbelt så stor som vores nationalstadion Parken. Lageret indeholder 255.000 varenumre.

- Vi har arbejdet ud fra samme koncept længe, men det er bare meget større, og så har vi gjort meget ud af gode lysindfald fra ovenlysvinduer og belysning. Samtidig er de hurtigt omsættelige varer som sand og grus blevet løftet op, så man lettere kan få fat i sækkene, siger logistikchef Henrik Lindstrøm, Stark, der er en del af DT Group – tidligere Danske Trælast, som også omfatter Silvan markederne. DT Group er igen den nordiske division i den engelske Wolseley koncern.

Som i Føtex

Forbilledet har været de store fødevarekæder. En trælasthandel skal være lige så ren og lys som en Føtex-butik.

Stark-navnet blev indført i 2004 samtidig med, at man samlede trådene i Århus og i fordelingscentralen i Horsens, som har besøg af to gange 20 lastbilstræk i døgnet. Bilerne har deres »mælkeruter« ud til forretningerne.

Før blev det meste styret lokalt rundt om i landet. Man har 400 lastbiler kørende, som altid er fyldt, når de forlader trælasthandelen. Den nye logistikstyring har betydet en forbedring på 0,2 procent, men det er også meget med en omsætning på 11 millioner leverancer.

Et logistikfirma- Vores væsentligste opgave er at være partner med hårdværkeren, når det gælder om at vælge de rigtige varer og få koordineret dem med andre produkter, og så levere det hele det rigtige sted på det rigtige tidspunkt,« adm. direktør Lars Hansen, Stark.

Han peger på, at der er 4.000 håndværkere til at klare opgaverne i København, som benytter Starks seks centre i Storkøbenhavn. De skal så vidt muligt kunne komme til med det samme uden ventetid.

- Trafikken i København er dobbelt så intens som i Århus. Det betyder, at en håndværker bruger meget tid til transport og derfor er dyrere. Vi skal først og fremmest sørge for, at han får varerne til tiden – oftest leveret på byggepladsen - og ofte i en aflåst container om natten, siger Lars Hansen.

Han anser i høj grad Stark som et logistikfirma, og man udformer ikke alene trælasthandelen efter kundens behov. Også de lastbiler, der bruges til leverancer, er udformet efter kundens behov. Således kan man sørge for at løfte materialerne op på fjerde sal med en kran.

Stark kan også gå ind og køre statistikker for håndværkerne, så de får et klart overblik over forbrugsmønstret. 90 procent af kunderne er professionelle, men private er mere end velkomne.