Danmarks første net af el-tankstationer en realitet

Elbiler er fremtiden, mener nogen, og de kan glæde sige over at Danmarks første landsdækkende netværk til opladning af elbiler er en realitet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ved Landgreven P-hus i København står en lille buket blandede blomster på F24-benzinstandaren, der sælger det sædvanlige tredelte udvalg af fossile brændstoffer. 92, 95 og diesel.

De tre kendinge fik for 14 måneder siden selskab af Danmarks første Quick Charge-station til elbiler, og i dag blev 21 andre Quick Charge-stationer og 48 normallade-stationer så indviet, i hvad der er Danmarks første, landsdækkende netværk til opladning af elbiler.

Det er firmaet Clever, der står bag netværket, og Kronprins Frederik var mødt op for med en symbolsk tilslutning at indvie elbils-Danmarks nye opladestationer. Klimaminister Martin Lidegaard havde også fundet vejen til P-huset i indre by.

"I dag har vi fået noget, der er helt basic for at vi kan gå videre, nemlig infrastruktur. Men når det er sagt, så er det klart, at det ikke er nok: Vi lanlægger at skulle investere i infrastruktur i byerne, vi planlægger også at lave en egentlig strategi for energieffektive køretøjer," siger Martin Lidegaard.

Quick-Charge stationen, som Clever har sat op, ligner til forveksling en Coca-Cola automat, men det er en helt andet form for energi, der kan tankes fra den. El-bilen fra Nissan, der er parkeret ved siden af har et batteri på 21 kW/h, og det tager i omegnen af en halv time at tanke den op. Dermed har bilen en rækkevidde på 147 kilometer, og de mange Quick Charge-stationer fra København til Hjørring skal altså gøre det muligt også at køre lange ture.

"Hele vores model i det her system går ud på, at man kommer hjem og sætter den til, så starter vi med at lade, når der er meget grøn energi i nettet, men vi du skal bruge strøm med det samme, så starter vi selvfølgelig også med det samme," siger Lars Bording, der er administrerende direktør i Clever.

Elbiler dækker dog stadig kun en forsvindende lille del af markedet for privat transport, og gør det samme for at dække brugen af fossile brændstoffer, som den blandede buket blomster gør for at dække benzin-standeren.