Omsætningen steg i 2019 med tre procent, og også på bundlinjen var der pæn fremgang i forhold til året før. Men alligevel viser årets opgørelse et markant fald i formuen på godt fem mia. kr. Det er ene og alene fordi markedet prissætter branchen en del lavere nu, og forklaringen er med stor sandsynlighed usikkerhed omkring effekten af den aktuelle coronapandemi.

Ledelsen skrev selv i forbindelse med offentliggørelse af regnskabet, at de forventer, at resultatet i 2020 bliver væsentligt påvirket i negativ retning. Således har koncernen været ramt af lockdown af butikker i en række tilfælde. Formuefaldet kan derfor alene tilskrives frygt for fremtiden og ikke de hidtidige resultater.

Ecco Holding har her i sommer annonceret en investering på skibsområdet. Det er gennem et samarbejde med Carsten Mortensens investeringsselskab, hvor der etableres et joint venture, som består af Ecco Holding, investeringsselskabet Dee4 Capital Partners og handelshuset Gunvor. Det får navnet E4C og kommer til at dække over en række nybyggede og miljøvenlige produkttankskibe.

Herudover er familien involveret i ejendomsinvesteringer på Fyn. Tidligere i år kom det frem, at de havde opkøbt boliger i Odense for 120 mio. kr.

Virksomheden blev stiftet tilbage i 1963 af Hanni Toosbuys far Karl-Heinz Toosbuy, og Hanni Toosbuy er dermed anden generation i koncernen.