Danmarks 100 rigeste: Pengetanke giver formuen ekstra milliarder

Nr. 7 på listen over Danmarks 100 rigeste i 2020: Familien Tøpholm, som står bag WS Audiology, GSA Invest og T&W Holding, har i år en formue på 16,9 mia. kr.

Jan Tøpholm, WS Audiology, GSA Invest, T&W Holding, Scanhybrid. Bjarne Lüthcke

Tøpholmfamilien har i mange år drevet høreapparetkoncernen Widex sammen med familien Westermann, men i foråret 2019 blev koncernen slået sammen med en anden stor international aktør, nemlig Sivantos, til en ny stor global koncern – WS Audiology.

Det betyder, at de to danske familier nu sidder med en ejerandel af WS Audiology på 47 procent, og denne er placeret i deres fælles danske koncern, T&W Medical. De to familier deler så ejerskabet af T&W Medical.

Her ved udgangen af september i år er det første normale regnskabsår for den nye koncern afsluttet, og det mangler vi endnu at se tal for. Foreløbig ligger der et regnskab for en periode på 17 måneder, hvoraf en del af perioden er før fusionen.

Forventningen til den nye store koncern er en årlig omsætning på omkring 12 mia. kr. og det vil placere dem som den tredjestørste aktør i verden. Der er mere end 10.000 ansatte, og hovedsædet ligger også efter fusionen i Danmark. Fra dansk side er Jan Tøpholm næstformand for bestyrelsen i den store samlede koncern.

Markedsvurderinger af den samlede koncern ligger i omegnen af 50 mia. kr., hvoraf den danske del altså er 47 procent.

Ved siden af har de to danske familiers betydelige pengetanke, nemlig henholdsvis T&W Holding og GSA. Samlet indeholder de to pengetanke nu omkring seks mia. kr., som de to danske familier deler.