Familien Westermann deler langt hen ad vejen ejerskab af både høreapparatkoncernen og de to store pengetanke med familien Tøpholm. Derfor følger de to familiers formue også hinanden ganske tæt, selvom de hver især har mindre aktiviteter ved siden af.
Omkring trefjerdele af familien Westermans formue er placeret i deres ejerskab af T&W Medical, der ejer den danske andel af den nye store høreapparatkoncern.
Resten af formuen ligger i pengetanke, og det drejer sig om GSA og T&W Holding.
Noget af formuen forvaltes gennem Capital Four, hvor der i Capital Four CLO Management K/S er samlet en række danske milliardærfamilier. Her er de to høreapparatfamilier medejere gennem T&W Holding. Dette selskab er den største af de to pengetanke og har en formue på godt 4,1 mia. kr. Det seneste regnskab viste en stigning i formuen på godt seks procent på et år.
På Westermansiden er det oprindelig brødrene Søren og Anders Westerman, der udgør anden generation, som er ejere.
Anders Westermann har to sønner, Jacob og Christian. Søren Westermann har ingen børn. Den tredje Westermann-bror, Peter Westermann, er også trukket med ind som medejer til dele af koncernen, og det gælder også hans tre børn.
Søren Westerman er her i år kåret til DTU-æresalumne. Han har i en årrække haft tilknytning til høreforskningen på DTU.