Danmarks 100 rigeste: Hele familien arver Radiometerformue efter erhvervsmand Johan Schrøder

Nr. 86 på listen over Danmarks 100 rigeste i 2020: Familien Schrøder har i år en formue på 1,7 mia. kr..

Johan Schrøder, Holdingselskabet J. S. R. af 1.11.83. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Efter tidl. Radiometer-direktør og Axcel-stifter Johan Schrøders død i april 2019 er ejerskabet til selskabet med familiens formue nu gået over til hans efterladte hustru Marianne Nørgaard Schrøder. Herudover er alle de efterladte børn nu aktionærer. Det omfatter i alt seks børn fra tre ægteskaber samt et syvende barn bragt ind gennem det tredje ægteskab. Det var Johan Schrøders ønske at få solgt godset Aggersvold ved Jyderup inden sin død, så de efterladte ikke kom til at stå med den opgave. Men det lykkedes ikke, og derfor er godset stadig i familieselskabets eje.

I regnskabet står der således, at Aggersvold Gods er sat til salg. Det er ledelsens vurdering, at den bogførte værdi svarer til genindvindingsværdien. I forhold til ejendomsmarkedet er der tale om en liebhaverejendom med et begrænset antal sammenlignelige transaktioner, hvorfor der er usikkerhed ved opgørelsen af værdien.

I årets løb er der sket sammenlægning af en række selskaber i koncernen.