Omsætningen satte i 2019 ny rekord med knap 5,8 mia. kr. eller seks procent mere end året før, men indtjeningen faldt en smule. Overskuddet efter skat faldt dermed fra 135 mio. kr. til 113 mio. kr., og det er det næstbedste i koncernens historie. Alligevel dykker familiens formue noget i denne opgørelse, og det hænger sammen med, at markedet handler bilvirksomheder en del lavere end for et år siden på grund af frygt for coronaeffekter. Og der er tydelige effekter herhjemme, hvor det danske bilsalg dykkede kraftigt, da corona ramte, men dog nu er kommet en del tilbage.

Hos Ejner Hessel valgte en af ejerne, 66-årige Bjarne Hessel, at overdrage direktørposten til sin svigersøn, Benjamin Mahr. Det skete efter 36 år på posten.

Koncernen er autoriseret forhandler og serviceværksted for Mercedes, Renault, Dacia og Smart. Koncernen er ejet af de fire brødre Bjarne, Steen, Peder og Bent Hessel. De fire brødre ejer udover bilkoncernen også et ejendomsselskab, der ejer og udlejer erhvervsejendomme til koncernens øvrige selskaber.