Bilkoncernen Semler havde i det seneste regnskabsår stor fremgang. Koncernens omsætning steg med 12 procent til 15,2 mia. kr., og indtjeningen målt som EBITDA voksede endnu mere, nemlig med 27 procent. Dermed skulle der være lagt op til et massivt formuehop. Men coronapandemien betyder, at prissætningen er markant lavere, og der har da også været tale om et betydeligt fald i bilsalget. Det er forklaringen på, at ejerfamiliernes formue i år er opgjort til 0,8 mia. kr. mindre end for et år siden.
Semler er først og fremmest kendt som importør af VW, men derudover omfatter importen også Audi, Seat og Skoda. Det er den del af koncernen, der har med biler at gøre. Semler har de seneste år vundet markedsandele, og situationen er nu, at koncernen står for lidt over en fjerdedel af det danske bilmarked.
Familiernes ejerskab omfatter dels personlige aktieandele i Semler Holding og herudover en række investeringsselskaber.
En af aktiviteterne er vandfly med rutefart mellem København og Aarhus. Firmaet Nordic Seaplanes, der står for denne aktivitet, er delvist ejet af Lars Erik Nielsen, der frem til maj 2019 også var registreret som aktionær i Semler Holding. Denne aktiepost er antagelig skiftet inden for familien.
Hans datter Christina Nielsen har i flere år kørt racerløb og bliver den første danske kvindelige Le Man-deltager.
En af medejerne af koncernen, Jesper Mourier, døde i maj i år efter komplikationer i forbindelse med en herteoperation. Han blev 69 år.