Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Selv om der faktisk bliver uddannet langt flere med tungere IT-uddannelser, vil Danmark i 2030 have brug for 19.000 IT-specialister, som ikke er her, fordi uddannelserne ikke passer til, hvad virksomhederne har brug for.
Det viser en ny kortlægning af hele området, »Virksomheders behov for digitale kompetencer«, som regeringen satte i gang i februar 2015 for at få en bedre sammenhæng mellem uddannelserne og arbejdsmarkedet.
»Regeringen forventer, at der i 2030 vil mangle 19.000 IT-specialister. Manglen på kompetencer er en bombe ikke bare under IT-branchen men under hele den digitale omstilling af samfundet, som er vejen til vækst,« siger Birgitte Hass, administrerende direktør i brancheforeningen IT-Branchen, som dækker størstedelen af den danske IT-verden.
Efterspørgselen vokser
Allerede nu er der arbejde til 3.000 IT-specialister, som man ikke kan finde, og en undersøgelse fra IT-Branchen viste tidligere i år, at 42,9 procent af IT-virksomhederne udskyder videreudvikling og innovation, fordi de mangler folk.
Det er navnlig folk med specialkompetencer som netprogrammering, systemanalytikere og IT-arkitekter, der er bud efter, hvis de ellers kunne stampes op, mens behovet for supportere og systemadministratorer er aftagende. Folk, der ved noget om netbaserede tjenester, dataanalyse og digitale fremstillings- og produktionsteknikker er også en eftertragtet vare. Og stadig flere IT-specialister efterspørges uden for selve IT-branchen. I 2013 arbejdede omkring 77.000 med IT mod 67.000 i 2010. IT-specialisterne tæller således flere end de 65.000 autoriserede sygeplejersker, 45.000 diplomingeniører eller omkring 50.000 lærere.
Rapporten vurderer, at udbuddet af IT-arbejdskraft i de kommende år vil være nogen lunde uændret, mens efterspørgslen ventes at stige. Men IT-uddannelserne arbejder på at bedre situationen. Frem mod 2020 ventes antallet af personer med en IT-uddannelse at stige med cirka 17.000 og frem til 2030 med 40.000, og 9.000 flere vil i 2020 tage en lang, videregående IT-uddannelse, mens det i 2030 vil være 23.000 flere. Alligevel vil der altså i 2030 mangle 19.000 par kvalificerede hænder - heraf de 13.000 med lange, videregående uddannelser -, mens der til gengæld vil være et mindre overudbud af IT-specialister med erhvervsuddannelser og korte, videregående udddannelser.
Bedre match mellem udbud og efterspørgsel
»Selv om vi har den største produktion af IT-dimittender nogen sinde, oplever vi, at danske IT-virksomheder har svært ved at rekruttere de rigtige IT-kompetencer. Der skal være et bedre match mellem udbud og efterspørgsel efter IT-kompetencer,« siger Morten Rønne, der er forbundssekretær i de IT-ansattes fagforening Prosa, som finder det »katastrofalt, at institutionerne er så fraværende, som undersøgelsen viser«.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) ser meget alvorligt på problemet:
»Det kan blive en begrænsning for vores vækst. Derfor skal vi sætte ind med opkvalificering af den eksisterende arbejdskraft gennem omskoling og videreuddannelse. Vi bliver også nødt til at tale om, hvordan kan vi lave en mere retvisende dimensionering. Det er et presserende problem, som ikke skal løses om tre år, men nu. Det er noget, jeg diskuterer med forskningsministeren,« sagde han, da han selv tirsdag formiddag fremlagde regeringens »Redegørelse om Danmarks digitale vækst«.
Han vil også »gøre det nemt at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, men her har vi en udfordring med den nuværende sammensætning af Folketinget«.
Mange har valgt forkert
Omkring 10.000 af de 19.000 manglende par hænder er folk med konstruktionskompetencer, mens der ventes at mangle godt 6.000 specialister inden for planlægning og systemdesign.
Rapporten er udarbejdet af Højbjerre Brauer Schultz, Kubix og Alexandra Instituttet, der har set omkring 130.000 IT-jobopslag mellem 2008 og 2015 igennem og talt med omkring 700 virksomheder. Knap tre af ti virksomheder, der har forsøgt at rekruttere IT-specialister, har ikke fået stillingen besat eller fundet de rette kompetencer, og næsten halvdelen af dem, der har haft besvær med at skaffe de rigtige folk, har måttet opgive ordrer af den grund.
»Kortlægningen viser dog overordnet, at virksomhedernes rekrutteringsudfordringer i højere grad skyldes problemer med at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer end på at rekruttere medarbejdere med det rette uddannelsesniveau. Det peger i retning af, at der uddannes til de forkerte typer af uddannelser, og/eller at man generelt ikke i tilstrækkelig grad opnår de kompetencer på uddannelserne, som efterspørges af virksomhederne,« hedder det i rapporten.
Opfordring: Læg en samlet plan, tak
Mange virksomheder vælger derfor selv at videreuddanne medarbejderne i de områder, som de ikke kan i forvejen.
»Det understreger vigtigheden af, at man investerer i uddannelse og kompetenceudvikling af medarbejderne og samtidig målretter dem virksomhedernes behov. Det er den bedste medicin mod mangel på IT-kompetencer,« siger Morten Thiessen, der er formand for Ansattes råd under Ingeniørforeningen i Danmark (IDA).
Kortlægningen viser, at kun hver fjerde virksomhed vurderer, at uddannelserne i tilstrækkelig grad tilpasser sig, hvad virksomhederne har brug for.
IT-Branchen, Prosa og IDA foreslår, at der lægges en samlet strategi for Danmarks digitale kompetencer helt fra folkeskolen til IT-uddannelser og efteruddannelser, og at Nationalt IT-kompetenceboard løbende vurderer behovene og kommer med anbefalinger på tværs af undervisning, uddannelse og efteruddannelse.