Danmark taber markedsandele på dyrere mad

Efterhånden er der enighed om, at biobrændslets fremgang fører til højere fødevarepriser. Nu spår en ny rapport, at ulande vil vinde på eksportmarkederne, mens bl.a. Danmark vil miste markedsandele.

Fødevarepriserne vil ligge over det såkaldte ”historiske ligevægtsniveau” de næste ti år, forudser en ny rapport. Grunden er hovedsageligt den øgede efterspørgsel af biobrændstoffer. Mere overraskende forudser rapporten, at det vil være en gruppe ulande, der vinder på den udvikling, mens madeksporterende OECD-lande - som Danmark - vil møde langt hårdere konkurrence.

Forudsigelserne kommer i rapporten Agricultural Outlook 2007-2016 som OECD og FN’s fødevareorganisation, FAO, står bag (se link).

Det er en gammel nyhed, at fødevarepriserne i øjeblikket er historisk høje. Rapporten slår da også fast, at de aktuelle priser hovedsageligt skyldes forbigående problemer som tørke og små lagre. Men rapporten forudser samtidig en underliggende strukturel udvikling, der vil holde priserne i det høje leje mange år frem. De strukturelle forandringer er især den stigende efterspørgsel efter biobrændstof, samt i mindre grad et resultat af landbrugsreformer, der fører til mindre overskudsproduktion.

Og mens det har været fremme – bl.a. i en få måneder gammel FN-rapport – at de højere fødevarepriser vil ramme hårdt i ulandene, nuancerer OECD og FAO det billede. De forudser nemlig, at de højere priser vil føre til øget handel mellem ulandene, mens nettoeksportører af fødevarer blandt OECD-landene vil skulle kæmpe hårdere for eksportmarkederne. Et forhold, der altså kommer til at gælde for Danmark.

Godt for nogle ulande
Årsagen er, at det hovedsageligt vil være ulande, der skal importere mere mad som følge af økonomisk vækst og deraf følgende efterspørgsel. Men det vil samtidig give disse lande et højere incitament til at udvikle egenproduktionen af fødevarer, og derfor vil bl.a. Danmark miste markedsandele pga. af øget syd-syd handel.

Imidlertid betyder det ikke idel lykke for ulandene og verdens fattigste. For det første er ulandene ikke en homogen gruppe – nogle er nettoeksportører af mad, og andre er nettoimportører. Inden for det enkelte lands grænser skal man igen skelne mellem producenter, der laver afgrøder til biobrændsel, og producenter, der er afhængige af de samme afgrøder til f.eks. dyrehold.

Alt i alt bliver udviklingens tabere ulande, der er afhængige af madimport, samt de fattige i byerne. Rapporten forudser, at det fremover vil holde liv i debatten om, hvorvidt fødevarer skal bruges som brændstof. Og fordi produktionen af biobrændstof er afhængig af politisk velvilje – i hvert fald i jordens tempererede zoner – er det også rapportens største forbehold over for analysens præmisser. Kort sagt; falder biobrændstoffet i unåde pga. de negative konsekvenser for verdens fattigste, er det ikke sikkert, at madpriserne fortsætter himmelflugten.