Danmark kan se frem til 537.500 ekstra kvadratmeter storcenter

Der er et vildt byggeboom i gang blandt danske storcentre. I alt planlægges og bygges der nye storcentre eller udvidelser svarende til 672 parcelhusgrunde.

»Vi ser på mange måder en udvikling, som man også har set i USA. Der er hård konkurrence på markedet, og der er stærke kræfter på spil. Men centrene kommer, fordi der bliver vurderet at være kunder til dem, og fordi de tilbyder noget andet, end gågaderne gør,« siger trendforsker Louise Byg Korsholm fra PEJ-gruppen i Herning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Fremtidens kamp om detailhandlen kommer i høj grad til at foregå indendørs med behagelige 20 grader året rundt og adgang til både legepladser og restauranter.

Det skriver Dagbladet Holstebro.

I alt planlægges og bygges der i disse år 30 nye eller udvidelser af eksisterende storcentre rundt omkring i landet med et samlet areal på ikke mindre end 537.500 kvadratmeter, viser en opgørelse fra Institut for Center-Planlægning.

»Vi ser på mange måder en udvikling, som man også har set i USA. Der er hård konkurrence på markedet, og der er stærke kræfter på spil. Men centrene kommer, fordi der bliver vurderet at være kunder til dem, og fordi de tilbyder noget andet, end gågaderne gør. De er attraktive for familier, hvor der er legepladser til børnene, det regner aldrig, og man har det hele under et tag,« siger trendforsker Louise Byg Korsholm fra PEJ-gruppen i Herning, der senest har været forfatter til en bog om fremtidens detailhandel.

Om landet så kan bære de mange centre, må fremtiden vise. Ganske som hun tvivler på, at alle centerplanerne også ender med at blive til realiteter.

»Men ser man isoleret på planerne for centret i Holstebro, er det lavet på den rigtige måde. Det er lavet i centrum, så man forhåbentligt undgår, at det ødelægger midtbyen, som man har set mange andre steder. Og argumenterne lyder også som de rigtige, når man vil vinde den tabte handel tilbage og vinde nye kunder,« siger Louise Byg Korsholm.