Danmark: Forbrugertillid steg mere end ventet i maj

Den danske forbrugertillid var bedre end ventet i maj.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.
Læs mere
Fold sammen

Overordnet steg forbrugertilliden til 9,3 fra 7,1 måneden før. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik. Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News havde økonomerne i snit ventet en indeksværdi på 7,0.

- Ud af de fem underliggende indikatorer, som forbrugertilliden beregnes på, er det indikatoren for familiens økonomiske situation i dag, der har bidraget mest til den mindre stigning. Tre af de øvrige indikatorer er svagt forbedret i forhold til sidste måned, mens kun indikatoren for familiens økonomiske situation om et år ligger på niveau med sidste måned, skriver Danmarks Statistik.

Indikatorerne for familiens situation og Danmarks økonomiske situation i dag er henholdsvis 8,9 og 18,1, hvor gennemsnittet for disse indikatorer i det seneste halve år er henholdsvis 6,0 og 16,8. Samtidig forventer forbrugerne, at Danmarks og familiens økonomiske situation vil være bedre om et år, end den er i dag.

- Selv om forbrugerne er positive over for familiens økonomiske situation, vurderer de, at det ikke er fordelagtigt at anskaffe større forbrugsgoder i øjeblikket. Indikatoren er minus 4,7, mens gennemsnittet for det seneste halve år er minus 6,8, skriver Danmarks Statistik.

/ritzau/FINANS