Danmark får sin første privatfinansierede motorvej

Vejdirektoratet har nu besluttet, hvem der skal anlægge og drive den første privatfinansierede motorvej i Danmark. Projektet sikrer en motorvej helt til Sønderborg.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bliver konsortiet Kliplev Motorway Group (KMG), som består af østrigske Strabag og danske Züblin Scandinavia, der har vundet det første OPP-udbud på vejområdet i Danmark.

OPP er en forkortelse for Offentlig-Privat Partnerskab, der er en model for offentlig-privat samarbejde, hvor private firmaer står for projektering, anlæg, drift og finansiering af offentlige opgaver.

Med sejren i OPP-udbuddet skal KMG nu bygge og drive den førstekommende 26 kilometer lange motorvej mellem Kliplev ved E45 og Sønderborg.

KMG’s tilbud er både billigst og bedst på de øvrige parametre som f.eks. kvalitet i tekniske løsninger, miljøhensyn, æstetik samt organisation og planlægning, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Vejdirektoratet venter, at der kan skrives kontrakt i februar næste år, når Folketingets Finansudvalg har godkendt indgåelsen af OPP. Motorvejen ventes at være klar til åbning senest i 2013.

"Sønderborg får nu motorvej til døren. Det ved jeg, at erhvervsliv og borgere længe har ønsket. Det er samtidig det første statslige OPP-udbud på vejområdet, og vi skal nu se på, hvad der ligger bag resultatet. Når vi har evalueringen, kan jeg sammen med partierne bag aftalen "Bedre veje" se på mulighederne for at anvende OPP til organisering af andre projekter," siger transportminister Lars Barfoed.

OPP findes i mange forskellige modeller, og betalingen til de private virksomheder kan f.eks. foregå via brugerbetaling (f. eks. broafgift) eller indirekte brugerbetaling, hvor myndigheden betaler pr. bruger.

I tilfældet med den sønderjyske motorvej bliver det KMG, der i første omgang skal finansiere motorvejen, mens staten kommer til at betale et betydeligt engangsbeløb til KMG, når vejen står færdig. Derudover vil der være en årlig driftsbetaling fra staten til KMG. Modellen betyder, at KMG påtager sig en væsentlig del af den økonomiske risiko ved projektet, men omvendt har mulighed for en pæn gevinst.