Danmark anker EU-dom om landbrugsstøtte

Regeringen har besluttet at anke EU-Domstolens afgørelse i sag om landbrugsstøtte, hvor Danmark måtte betale 750 millioner kroner tilbage til EU-Kommissionen.

Læs mere
Fold sammen

I juli måned tabte Danmark sin hidtil største sag ved EU-Domstolen, og nu anker regeringen afgørelsen. Det oplyser fødevareminister Mette Gjerskov (S) i en pressemeddelelse.

Det er efter råd fra Kammeradvokaten, at regeringen har besluttet at anke EU-Domstolens afgørelse i en sag om landbrugsstøtte, hvor Danmark måtte betale 750 millioner kroner tilbage til EU-Kommissionen.

Dommen bliver blandt andet anket, fordi bevisbyrden var »urimelig tung« at løfte, lyder det fra ministeren.

- Vi synes, at nogle af de krav, der blev stillet til Danmarks bevisførelse, var meget urimelige, og vi mener, at det er i alle medlemsstaters interesse at få prøvet sagen igen. Det er et spørgsmål om medlemslandenes retssikkerhed i underkendelsessager, siger Mette Gjerskov.

Uenigheden mellem EU-Kommissionen og den danske stat opstod tilbage i 2004, da EU-Kommissionens revisorer undersøgte 43 danske brakmarker. Det førte til, at Kommissionen i 2009 forlangte 750 millioner kroner tilbage for støtte, der var givet til marker i Danmark fra 2002 til 2004.

I Danmark tillod Fødevareministeriet på det tidspunkt, at landmændene lod de braklagte marker gro til, fordi man mener, det er bedre for miljøet. Men det er i strid med EUs regler på området, der dikterer, at man hurtigt skal kunne begynde at dyrke markerne igen.

Denne del af regelsættet var imidlertid taget ud fra 2000 til 2005, og derfor har Fødevareministeriet hele vejen igennem været overbevist om, at det var lovligt, og man lagde sag an mod Kommissionen.

EU-kommissionens kontrollører fandt ifølge Fødevareministeriet byggeaffald og halmballer på nogle få af de marker, der blev tjekket. Dette førte til, at Danmark skulle bevise, at noget lignende ikke var sket på nogen braklagte marker i Danmark, både i kontrolåret og i de foregående to år.

Desuden er det opfattelsen fra dansk side, at dommens konklusioner »på væsentlige områder hviler på juridiske fejlagtige eller tvivlsomme fortolkninger.«

- Embedsmændene og vores juridiske rådgivere har nærlæst dommen og reglerne grundigt, men vi har altså ikke ændret syn på de væsentlige ting, der fik os til at lægge sag an i første omgang. Derfor anker vi sagen, siger Mette Gjerskov.

Det er ifølge ministeriet vurderingen, at en anke vil kunne føre til et »mere gunstigt resultat« for Danmark.