Danish Crown: Udsigt til langt over 1.000 nye job

Med de nye miljø- og produktionsregler, som regeringen lægger op til, kan det skabe 1.000 nye job på Danish Crown, men medregnes følgeindustrien, bliver det til langt mere, siger adm. direktør Kjeld Johannesen.

»Tager man alle følgeerhvervene med, kommer vi langt på den gode side af 1.000 nye arbejdspladser. Set med mine øjne er vækstplanen en rigtig, rigtig god business case, hvor vi selv genererer værditilvæksten i Danmark,« siger administrerende direktør Kjeld Johannesen. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

Topchefen for Danish Crown, Kjeld Johannesen, glæder sig over regeringens vækstplan. Han er svært tilfreds med, at regeringen skønner, at der med lempelse og ændring af miljø- og produktionsregler for produktion af slagtesvin, som der bliver lagt op til i vækstplanen, er potentiale til, at danske svineproducenter kan øge produktionen af slagtesvin med otte procent eller 1,5 mio. svin. Ændringerne vil regeringen gennemføre fra 2014.

»Bliver der produceret 1,5 mio. flere slagtesvin om året i Danmark, så kommer der flere arbejdspladser på slagterierne, ude på landet og i følgeerhvervene. Det giver så flere skatteindtægter og flere eksportindtægter til landet. Omregnet i arbejdspladser kan det udmønte sig i mellem 500 og 1.000 nye arbejdspladser i Danish Crown. Tager man alle følgeerhvervene med, kommer vi langt på den gode side af 1.000 nye arbejdspladser. Set med mine øjne er vækstplanen en rigtig, rigtig god business case, hvor vi selv genererer værditilvæksten i Danmark,« siger administrerende direktør Kjeld Johannesen.

Danish Crown har i de senere år haft alvorlige problemer med faldende forsyninger af råvarer i Danmark, både fordi svineproducenter, der ønsker at udvide, har været hæmmet af skrappe miljøkrav, men også fordi de har haft svært ved at skaffe finansiering til udvidelser af produktionen. Det har betydet lukninger af slagterier og fyringer af mange danske slagteriarbejdere.

Regeringen arbejder nu på at ændre landbrugsloven, så det kan åbne for at skaffe ny risikovillig kapital fra bl.a. pensionskasser og investeringsfonde til investeringer i landbrug. Desuden vil regeringen lette adgangen til billigere og risikovillig kapital fra Landbrugets Finansieringsbank og Vækstfonden.