Danish Crown nedlægger 1200 stillinger og lukker kæmpe slagteri

Efter flere års udfordringer vælger Danish Crown at afskedige over tusind medarbejdere og lukke en hel slagteriafdeling. Fremover satser de på deres slagterier i Jylland.

Danish Crown reducerer antallet af produktionssteder i Danmark. Liselotte Sabroe/arkivbillede

Slagterikoncernen Danish Crown har torsdag morgen præsenteret to store omstruktureringer: 

Slagteriet i Ringsted lukker. 

1200 stillinger nedlægges. 

Det skriver slagterigiganten i en pressemeddelelse.

»Det er en tung beslutning at skulle lukke slagteriet i Ringsted og i særdeleshed at skulle sige farvel til dygtige og vellidte kolleger, men det er et nødvendigt skridt i vores bestræbelser på at udvikle Danish Crowns position som en moderne fødevarevirksomhed,« lyder det fra Jais Valeur, administrerende direktør i Danish Crown. 

Han fortsætter:

»Med ændringerne sætter vi alt ind på at skærpe effektiviteten på slagterierne og sælge mange flere forædlede produkter til vores nøglekunder over hele Europa.«

Derfor omstruktureres der

Nyheden kommer, efter det har været to »udfordrende år« for dansk slagteriproduktion, skriver selskabet. 

Udbuddet af færre slagterisvin har vanskeliggjort det at opretholde »effektiviseringsniveauet« på koncernens danske slagterier, og siden 2021 er antallet af grise, som skal sendes til slagtning i Danmark faldet markant.

Det er heller ikke mere end et år siden, at Danish Crown lukkede sit slagteri i Sæby og dermed afskedigede godt 700 medarbejdere. 

»Den globale handel med svinekød har ændret sig markant de seneste år, og markedet for eksport af svinekød til forarbejdning rundt om i verden er nu domineret af Spanien, USA og Brasilien. Til gengæld ser vi et potentiale for forarbejdede produkter, hvor især det europæiske marked viser stor interesse for bacon og pepperoni, som Danish Crown producerer,« siger Jais Valeur.

Efter flere års udfordringer vælger koncernen at reducere antallet af danske produktionssteder, og derfor indstilles slagteriet i Ringsted til lukning. 

Sådan en beslutning vil medføre tab af næsten 1.200 stillinger.

»Der skal simpelthen ske noget nu, og vi er klar til at dreje på alle de håndtag, vi kan. De sidste 20 år har vi igen og igen skruet op og ned for vores kapacitet. Altså enten ansat eller afskediget hundredvis af medarbejdere,« siger Danish Crowns formand Asger Krogsgaard.

Samtidig meddeler Danish Crown om, at der stilles 250 millioner kroner til rådighed til andre investeringer over de næste tre år, hvilket forventes at skabe 300 nye arbejdspladser i Horsens, Herning, Vejen og Blans ved Sønderborg.

Slagteriet i Ringsted er indstillet til lukning i medio september 2024.