Danish Crown lukker nathold i Ringsted - 140 mister jobbet

Tilførslen af grise er ikke vokset som forventet, og slagterikoncernen må fyre stort antal medarbejdere.

København. Danish Crown afskediger 140 medarbejdere, hvoraf halvdelen vil blive tilbudt en stilling som ferieafløsere.

Det oplyser slagterivirksomheden i en pressemeddelelse.

Danish Crown kalder det en "paradoksal situation", der nu resulterer i fyringerne, der rammer slagteriet i Ringsted.

De seneste måneder er tilførslerne af grise vokset, men ikke så meget som forventet.

Derfor har medarbejderne rundt om på de danske fabrikker gennem en længere periode oplevet, at der ikke var tilstrækkeligt med grise til at sikre dem en fuld arbejdsuge.

Som en direkte konsekvens har bestyrelsen i Danish Crown Pork indstillet natholdet på slagteriet til lukning.

140 medarbejdere bliver berørt, når den ugentlige slagtning af 11.500 grise om natten opgives med virkning fra 1. juni.

Omkring 70 af de afskedigede medarbejdere vil blive tilbudt at fortsætte som ferieafløsere frem til september.

- Det er med stor beklagelse, vi har truffet beslutningen, men den er desværre nødvendig, siger Danish Crown Porks produktionsdirektør, Per Laursen, i en pressemeddelelse.

- Jeg er ked af, at vi må sige farvel til dygtige medarbejdere, som med stor entusiasme har kløet på, siden vi i sommer oprettede et ekstra hold om natten, tilføjer han.

/ritzau/