Danish Crown jagter guldet i Kina og bygger sin første fabrik

Danish Crowns topchef, Jais Valeur, har fået blod på tanden. Han jagter vækst på verdens største marked. Til foråret bygger Danish Crown sin første fabrik ved gigantbyen Shanghai i Kina til forædling af dansk svinekød.

I Kina efterspørger forbrugerne mere og mere forædlet udenlandsk kød af høj kvalitet. Verdens folkerigeste land har stigende velstand, men kæmper med en ringe fødevaresikkerhed. Tidligere års hårrejsende kinesiske skandaler om forfalsket kød og giftig melamin i modermælkserstatning har medført, at mange kinesiske forbrugere stadigvæk husker, hvad der skete, og ikke er trygge ved landets egne fødevarer.

I Danish Crown ser topchef Jais Valeur ud til at være i perfekt form til at gennemføre planerne om en stor ekspansion i Kina. Grunden til hans optimisme er, at kinesiske forbrugere ønsker sikkerhed for, at det kød, de spiser, er af høj kvalitet, og at husdyr er vokset op under ordnede vilkår.

I første kvartal af 2018 begynder verdens største eksportør af svinekød, Danish Crown, på at bygge sin første forædlingsfabrik i Kina. Det skal ligge på en grund nær Shanghai. Prisen er omkring 300 mio. kroner.

Kineserne spiser svinekød i så store mængder, at landets egne svineproducenter og slagterier langtfra kan følge med efterspørgslen. Hvis Danish Crowns model med at forædle sit eget danske svinekød i Kina fungerer, og salget stiger som ventet, kan det ifølge Danish Crowns Jais Valeur i løbet af få år føre til opførelse af flere forædlingsfabrikker tæt ved andre storbyer, f.eks. hovedstaden Beijing.

»Alt kødet til den nye fabrik kommer fra Danmark. Vi sejler frossent kød derud. På fabrikken bliver det tøet op og forarbejdet. Produktionen på fabrikken skal efter planen begynde inden sommeren 2019,« siger Jais Valeur.

Bred vifte af forarbejdet kød

Kødet forarbejdes til eksempelvis koteletter, salami, pepperoni, bacon og pølser til salg i Shanghai. Sidste år eksporterede Danish Crown for 4,6 mia. kroner til Kina, og selskabet sidder på 21 pct. af dansk eksport til Kina. Dermed afsættes for halvanden mia. kroner mere til Kina end til Japan, ligesom Kina økonomisk har gang i hjulene og efterspørger mere dansk svinekød. Koncernen sælger f.eks. til store restaurantkæder i Japan, der hver har mellem 200 og 800 restauranter.

»I dag sælger Danish Crown stort set kun frosne bulkprodukter i Kina til kinesiske fødevarevirksomheder, der tør kødet op, forarbejder og sælger det. Der bor 25 mio. mennesker i Shanghai, hvor forbrugerne har høje indkomster og høj købekraft. Vores strategi er at få en større del af indtjeningen på svinekødet ved i første omgang at stå for den forædling, som foregår på kinesiske fabrikker, der leverer Danish Crown-kød til markedet i Shanghai,« siger Jais Valeur.

Koncernen har netop etableret sig i Afrika, hvor datterselskabet ESS-FOOD har købt aktie­majoriteten i den sydafrikanske foodservice-virksomhed Overberg Food Distributors i Cape Town. Målet er, at Overberg Food Distributors skal udvide aktiviteterne til hele Sydafrika. Sideløbende skal datterselskabet fungere som Danish Crowns brohoved på det afrikanske kontinent, hvor især landene i Vestafrika er interessante for koncernen.

»For Danish Crown er det vigtigt at få skabt et stærkt fundament for fremtiden i Afrika. Det er vejen frem for at kunne drage fordel af den økonomiske vækst, der ventes i Afrika i de kommende årtier,« siger koncernchef Jais Valeur.

Overberg Food Distributors omsætter for cirka 350 mio. kroner om året, mens Danish Crown i 2015/2016 omsatte for cirka 600 mio. kroner i Afrika. På de afrikanske markeder får ESS-FOOD ansvaret for salg af alle koncernens produkter lige fra dansk bacon og konserves til tysk svineskank og polske pølser. Danish Crown offentliggør i morgen fredag regnskabet for 2016-2017.