Danish Crown går sammen om partnerskab med kinesisk gigant i nethandel

Foto: HENNING BAGGER.
Læs mere
Fold sammen

Danish Crown har i dag underskrevet en partnerskabsaftale med den kinesiske online-markedsplads Alibabas fødevareplatform Tmall.

Dermed bliver Danish Crowns produkter markedsført for netgiganten Alibabas 466 millioner årlige brugere direkte fra computeren eller telefonen.

»Aftalen åbner enorme muligheder, og jeg ser meget store perspektiver for Danish Crown i at samarbejde med Tmall og Alibaba. Indbyggerne i Kinas største byer køber en langt større andel af deres fødevarer på nettet, end det er tilfældet noget andet sted i verden. Vi får både en afsætningskanal til vores produkter og kommer med helt i front inden for salg af dagligvarer på nettet i Kina,« siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown.

Partnerskabet bliver markeret med en kampagne på Tmall’s platform op mod det kinesiske nytår i midten af februar 2018. Her vil udskæringer fra 1000 svin fra en af Danish Crowns andelshavere på Langeland blive solgt til de kinesiske forbrugere.

»Danske fødevarer har et fantastisk ry i Kina, og jeg er stolt af i dag at kunne offentliggøre aftalen med Danish Crown. De kinesiske forbrugere ønsker i stadigt stigende grad sikkerhed for, at det kød, de spiser, er af fremragende kvalitet og opdrættet under ordnede vilkår. Vi ser frem til at arbejde tæt sammen med Danish Crown om at få vores årligt 466 millioner aktive forbrugere til at købe dansk kvalitetskød på vore Tmall Fresh platform,« siger David Lloyd, Managing Director UK, Ireland & Nordics i Alibaba Group.

Fra den 24. august vil Tmall over tre dage køre en onlinekampagne for at få de kinesiske forbrugere til at
købe danske fødevarer fra blandt andet Danish Crown. Siden 1998 har Danish Crown eksporteret svinekød til Kina. Det mest bliver solgt til kinesiske distributører. Men andelen af produkter, som er forarbejdet, pakket og klar til levering hos de kinesiske forbrugere, er i hastig vækst.

Leverancerne til Tmall vil i starten blive forarbejdet og pakket på Danish Crowns slagteri i Ringsted, men om halvandet år vil produkterne blive leveret fra en nyetableret forarbejdningsfabrik i Pinghu uden for Shanghai.

I det seneste regnskabsår eksporterede Danish Crown over 260.000 tons svinekød til Kina for mellem fire og fem milliarder kroner.