Danish Crown åbner krigskassen: Klar til opkøb for 4-5 mia. kr.

Danish Crown er klar til at sætte turbo på væksten. Slagterigigantens ledelse har 4-5 mia. kr., som er øremærket til opkøb i den aktuelle strategiperiode.

Danish Crown forbereder en voldsom vækstacceleration i flere nordeuropæiske lande. Det skriver Finans.

Slagterigiganten har allerede foretaget de første opkøb, og selskabets adm. direktør, Jais Valeur, afslører nu, at han i alt har 4-5 mia. kr., som er øremærket opkøb i den aktuelle strategiperiode.

»Vores finansielle position er styrket betydeligt de seneste år, og bestyrelsen har givet tilsagn om, at vi kan foretage opkøb for 4-5 mia. kr. i indeværende strategiperiode (frem til 2021, red.). Opkøb i den størrelsesorden kan vi håndtere inden for vores eksisterende kapitalberedskab. Vi skal altså ikke ud og bede ejerne om flere penge,« understreger Jais Valeur over for Finans.

Det er kun to uger siden, at Danish Crown købte en polsk fødevarevirksomhed med 1.000 ansatte, 280 butikker og en omsætning på omkring 1 mia. kr. Dette opkøb vil blive fulgt af flere.

»Vi leder først og fremmest efter forædlingsvirksomheder i de fire lande, vi har defineret som vores hjemmemarkeder: Polen, Sverige, Storbritannien og Danmark,« fortæller Jais Valeur.

Danish Crown vil udvikle sig væk fra at være et klassisk slagteri til i langt højere grad at være leverandør af forarbejdede fødevarer direkte til forbrugerne.

Det giver mening, fordi der er langt større indtjening i produktion af forædlede fødevarer end i slagtning af grise, og Jais Valeur har lovet Danish Crowns andelshavere at forbedre selskabets indtjening markant på få år.

Blandt selskabets ejere er der stor respekt for dette løfte, men en vis bekymring for de store opkøbsplaner.

»På den ene side har jeg kæmpe respekt for de meget konkrete løfter om indtjeningsforbedring, som Jais Valeur har bundet sig til. På den anden side er 4-5 mia. kr. vanvittigt mange penge,« siger Torben Hauskov, formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter, til Finans.