Danica eksperimenter med alternative boliger

Selv i Sluseholmen, som af mange bliver betragtet som et af de mest attraktive boligområder i København, skal en privat udlejer tilbyde mere end blot boligen for at være konkurrencedygtig, bl.a. over for den almene sektor. Danica Ejendomme forsøger sig med at indrette boliger til mange familietyper.

I nutidens familier kan brugen af boliger være meget varierende – endda fra uge til uge. Det stiller krav til indretningen: Mange behov skal opfyldes, uden at det tager alt for meget plads. Foto: Spacon & X Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Helt rent svir er det ikke for ejendomsselskaberne i København, selv om de i de senere år – i lyset af underskuddet på boliger i hovedstaden – har kunnet hæve huslejerne langt mere, end inflationen er steget.

Lejeboligmarkedet er trods alt ikke mere sælgers marked, end at når kvadratmeterpriserne er i top, må ejendomsselskaberne give kunderne mere end bare standardboliger, hvis de skal få underskrifter på lejekontrakterne.

Det er Danica Ejendommes boliger i Sluseholmen i Sydhavn et eksempel på. Kvarteret med kanaler mellem ejendommene er et af de mest eftertragtede i København, når det gælder nybyggede boliger. Alligevel er det svært at få alle boliger lejet ud.

Det har nu fået selskabet til at eksperimentere med, om man også kan gøre det indvendige af boligerne mere attraktivt. På forsøgsbasis er foreløbig to lejligheder i komplekset indrettet på måder, der kan tiltale andre familietyper end de mest almindelige – par med måske et eller to børn.

Positionering på markedet

»Vi ønsker at skabe lejligheder til alle, inden for den økonomiske ramme, der er. Det vil sige, at vi skal tiltrække alle typer lejere – med forskellige jobs, unge og ældre, singler og par. Der er mange facetter, og vi skal positionere os over for vores konkurrenter. Det her er en af de måder, vi gør det på,« siger Robert V. S. Nellemann, der er ejendomsudviklingsdirektør for Danica Pension.

»Vi ser en opblomstring i efterspørgslen efter lejeboliger, og udlejningsejendomme er blevet et attraktivt investeringsgode. Men skal det også være attraktivt på det lange sigte, må man også investere og skabe boliger, der står sig godt på markedet i forhold til f.eks. almene boliger,« uddyber han.

Det er arkitekt- og designfirmaet Spacon & X, der har stået for indretningen af de to forsøgslejligheder. Firmaet har defineret hele 37 forskellige familietyper, men de to, der har været udgangspunktet her, er henholdsvis et par, der hver anden eller tredje uge har børn boende i lejligheden, og en enlig mor, der foruden sit barn har sin egen mor boende.

Fleksible løsninger

»I det første eksempel er der lagt op til en meget fleksibel løsning, hvor børnene kan tage totalt over i den uge, hvor de er der, og når de ikke er der, kan alt, hvad der refererer til børnene, i en eller anden grad komprimeres, så de voksne f.eks. kan sidde og arbejde, uden at de føler, at de bor i en daginstitution,« siger Svend Jacob Pedersen, partner i Spacon & X.

Effekten er f.eks. skabt ved indrette et værelse, så der i den ene ende af det er en seng, der kan slås ned, og i den anden et skrivebord, der kan pakkes sammen. Så når datteren – som tænkes at være i begyndelsen af teenageårene – skal bo der, er sengen fremme og skrivebordet væk.

Omvendt, når hun bor hos den anden forælder, er værelset hurtigt konverteret til et arbejdsværelse.

»I det andet tilfælde har vi valgt en lidt mere statisk løsning. Når man skal bo tre personer med så forskellige levevaner, må hver person have følelsen af at have en privatsfære. Et sted, hvor de hver især kan udfolde deres univers,« siger Svend Jacob Pedersen.

Og imens Spancon & X arbejder med det indvendige i boligerne, taler Danica Ejendomme med bl.a. kommunen om, hvordan man gør det ydre optimalt.

»Vores overordnede mål for området er at skabe et attraktivt byrum. Det er det, vi arbejder med. Vi har en fælles interesse i, at der er liv i området døgnet rundt,« siger Robert V. S. Nellemann