Danfoss gav konkurrenterne baghjul i 2016

Den danske industrikoncern Danfoss fortsætter sin vækstkurs med en omsætningsvækst i lokal valuta på seks pct. og fire pct. i danske kroner. Trods investeringer i innovation og digitalisering holder koncernen også indtjeningen oppe.

Foto: Asger Ladefoged. Den danske industrikoncern Danfoss fortsætter sin stille og rolige vækstkurs med en omsætningsvækst i lokal valuta på seks pct. og tre pct. i danske kroner. Trods investeringer i innovation og digitalisering holder koncernen også indtjeningen oppe.
Læs mere
Fold sammen

Den sønderjyske industrikoncern Danfoss vokser støt og roligt i et marked, der ellers ikke er præget af de store vækstrater.

Det fremgår af det årsregnskab, som Danfoss netop har udsendt.

I 2016 voksede omsætningen fire pct. til 39,2 mia. kr. Målt i lokal valuta svarer det til en vækst på seks pct. Samtidig voksede driftsindtjeningen, EBIT, med fire pct. til 4,3 mia. kr.

Det giver en EBIT-margin på 10,9 pct., hvilket er stort set uændret i forhold til 2015, og fortsat ligger lavere end tidligere år.

Nettoresultatet blev på knap tre mia. kr., hvilket er 13 pct. mere end i 2015.

Danfoss' vækst er trukket af koncernens største marked, Europa, men også Kina og dele af det nordamerikanske marked har oplevet positiv udvikling, fremgår det af regnskabet.

»Vi udnytter vores robuste finansielle position til at skabe vækst og gribe de muligheder, som digitalisering rummer. Det er vi lykkedes rigtig godt med i 2016, hvor vi er vokset hurtigere end vores marked,« siger Niels B. Christiansen i pressemeddelelse.

Han tilføjer, at Danfoss' markedsandele også er blevet løftet af købet af to virksomheder, Sondex og White Drive Products.

Danfoss er delt op i fire forretningsegmenter.

Danfoss Cooling, som er fremstiller en lang række komponenter til køleanlæg og aircondition, er det område, der især har bidraget til vækst i både omsætning og indtjening, men Danfoss Power Solutions, som leverer centrale komponenter til styring af store bygge- og landbrugsmaskiner, har ifølge regnskabet også klaret sig godt.

Segmenterne Danfoss Heating og Danfoss Drives har været mere negativt påvirket af udfordrende markeder og afmatning i flere globale industrier.

2017 vil byde på mere af det samme for Danfoss vedkommende, hvis man skal tro Niels B. Christiansen.

»Meget tyder på, at den beskene globale vækst fortsætter i 2017. Men vi står godt rustet til en fremtid, hvor energieffektive teknologier spiller en hovedrolle i arbejdet med klimaaftalen efter COP 21 i Paris. Det er et langsigtet perspektiv, men investeringerne er på vej,« udtaler topchefen og fortsætter:

»Derfor skal Danfoss fortsat vokse mere end markederne generelt, og vi holder fast i et højt investeringsniveau i innovation til gavn for vores kunder. Vi prioriterer langsigtet og forbedrer løbende vores markedsposition gennem vækstinitiativer, digitalisering og opkøb,« lyder det fra Niels B. Christiansen.