Danfoss-boss: 2015 præget af gynger og karruseller

Den familieejede industrigigant Danfoss opjusterer salgsforventningerne efter et første halvår, hvor opkøb og gunstig valutakurs sætter fart i toplinjevæksten. Men 2015 er et år, der er præget af gynger og karrusseller.

Foto: Keld Navntoft. Danfoss' administrerende direktør Niels B. Christiansen.
Læs mere
Fold sammen

Den sønderjyske industrivirksomhed Danfoss har haft vind i sejlene i første halvår. Selskabets omsætning voksede med 14 pct. målt i danske kroner til 19,3 mia. kr. Det svarer til en vækst på seks pct. målt i lokalvaluta.

Ifølge koncernchef Niels B. Christiansen skyldes væksten først og fremmest, at Danfoss har overtaget Vacon, en finske producent af elektronisk styring til motorer, også kaldet frekvensomformere, og at valutakurserne har vendt den rigtige vej for den familieejede virksomhed.
Siden årsskiftet har Danfoss arbejdet på at integrere Vacon i den nye forretningsenhed Danfoss Drives.

”Det er svært at sige helt præcist, men en betydelig del af væksten skyldes, at vi overtog Vacon i efteråret, og at vi har haft succes med at integrere virksomheden. Vi har ikke set et tab af forretning, som man ellers kunne have forventet. Normalt vil der falde noget væk, når man integrere to virksomheder, fordi der er overlap, men det er ikke sket her, og vi har samlet set formået at få salget af frekvensomformere til at vokse,” siger Niels B. Christiansen.

Samtidig er det gået godt i Danfoss køle-division, Danfoss Cooling, som sælger komponenter til aircondition og løsningen inden for f.eks. køling af fødevarer.

”Køleforretningen går også rigtig godt, især i Indien, men også i Kina, hvor urbaniseringen fortsætter og indbyggerne bliver rigere og derfor har et ønske om få frisk, kølet mad,” siger Niels B. Christiansen.

Den positive udvikling i salget af elektronikstyring og kølekomponenter og successen med at integrere Vacon i Danfoss Drives ventes at fortsætte i andet halvår. Det er baggrunden for, at Danfoss’ topledelse vover pelsen og opjusterer forventningerne til salget for hele året fra fem til ti pct. til ni til 14 pct., selvom udviklingen ikke er specielt prangende inden for de to andre forretningsområde, varmeløsninger, herunder fjernvarme, og hydrauliske komponenter til store landbrugs- og anlægsmaskiner.

Varmedivisionen lider især under, at den russiske nedtur, som har sat en stopper for en række projekter, mens det går trægt med salg af hydrauliske komponenter til landbruget, især i USA, fordi landbruget er ramt af faldende råvarepriser.

”Overordnet set kan man sige, at 2015 handler om gynger og karrusseller. Det går ikke så stærkt inden for varme og hydrauliske komponenter, men det bliver mere end opvejet af den positive udvikling på de to andre forretningsområder,” siger Niels B. Christiansen.