Danfoss åbner nyt forskningscenter

Der skal forskes mere i læring, kreativitet, innovation og iværksætteri - og der skal komme praktiske eksempler ud af det, mener Danfoss, der nu etablerer nyt forskningscenter på Als.

Videns- og oplevelsesparken Danfoss Universe på Als etablerer et nyt forskningscenter under navnet Universe Research Lab, der skal forske i læring, innovation og kreativitet, skriver Ritzau.

Forskningen skal foregå i samarbejde med Harvard University, Massachusetts Institute of Technology (MIT), Syddansk Universitet og Københavns Universitet.

Universe Research Lab har et budget på 37,5 millioner kroner de næste fem år, og der bliver oprettet en række ph.d.-stipendiater samt forskningsstillinger.

"Universe Research Lab forbinder uformelle miljøer som Danfoss Universe med formelle forskningsenheder som MIT og Harvard. Det helt særlige bliver koblingen mellem forskning og læring, kreativitet, innovation og iværksætteri, fordi det kan være med til at oversætte forskningen til brugbar praksis," siger administrerende direktør Charlotte Sahl-Madsen fra Danfoss Universe til Ritzau.

Lederen af Universe Research Lab bliver læringseksperten Hans Henrik Knoop fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

Målet er at få ny viden om og praktiske eksempler på, hvordan læring og innovation kan foregå i fremtiden og dermed give et bud på, hvordan Danmark skal klare sig i den hårde konkurrence i den globaliserede verden, skriver Ritzau.