Dagen derpå for Twitter

Fredagens amerikanske aktiehandel gav tømmermænd til de mange nye Twitter-aktionærer.

Foto: BRENDAN MCDERMID.
Læs mere
Fold sammen
Efter torsdagens børseufori, hvor den nynoterede Twitter-aktie blev handlet 73 pct. op ved debuten, så var fredagen "Dagen derpå". Twitter-aktien lukkede således i 41,65 dollar, hvilket var 7,24 pct. lavere end torsdagens lukkekurs.

Mange investorer har nok valgt at hente lidt gevinst hjem oven på torsdagens vanvidsstigning, men de første aktieanalyser, der nedjusterer forventningerne til aktien er allerede begyndt at sprede sig.

"Værdiansættelsen er simpelthen for høj for et selskab, der taber penge og som aftagende vækst i salget," siger Brian Hamilton, der er formand for aktieanalysefirmaet Sageworks til money.cnn.com.



Med fredagens aktiekurs er Twitters børsværdi oppe på hele 136 milliarder kr. - og selskabet har indtil videre aldrig udvist overskud.

Senioranalytiker Brian Wieser fra Pivotal Research Group er en af dem, der allerede har ændret sin anbefaling på Twitter-aktien fra køb til sælg.

"Twitter er simpelthen for dyr ved et niveau lidt over 30 dollar," skriver han i et notat til sine kunder.



Inden handelen med Twitter-aktien begyndte torsdag, blev aktien værdisat til 26 dollar. Det var endda noget højere end de 17-20 dollar pr. aktie, selskabet i første omgang havde sat næsen op efter, da man besluttede at gå på børsen.