Dåseøl overhaler flasker

Eksplosiv stigning i salget af dåseøl overrasker både butikkerne og Carlsberg, som har svært ved at følge med. Væksten vil fortsætte, selvom øl på dåse er dyrere.

Foto: Scanpix
Danskerne har slået sig på dåseøl. Flaskerne bliver i stor stil fortrængt fra hylderne af de praktiske dåser, der både er lettere og klirrer mindre, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Væksten for øl på dåser er så voldsom, at det overrasker både butikkerne og producenterne. Dåseøl er nemlig dyrere end flaskeøl, og efter den økonomiske nedtur er forbrugerne blevet langt mere prisbevidste.

Hos Coop Danmark udgør dåserne nu 45 pct. af det samlede salg, mens andelen for et år siden var 34 pct. Allerede næste år venter koncernen at sælge flere øl på dåse end på flaske. For 3-4 år siden var salget af dåser stort set nul.

»Forbrugerne har for alvor taget dåserne til sig, og det er kun et spørgsmål om tid, før de overhaler flaskerne,« siger Kenn Thomsen, ansvarlig for ølsalget i Coop Danmark, der omfatter Kvickly, Fakta, Irma, SuperBrugsen og de lokale brugser.

Hos Carlsberg, som er Danmarks største ølproducent, kommer det stigende salg uventet.

»Det er gået meget hurtigere, end vi havde regnet med. Efterspørgslen er så stor, at vi har svært ved at følge med, da vores produktionsapparat er indstillet til flasker,« siger Jens Bekke, pressechef i Carlsberg.

Han oplyser, at selskabets bryggeri i Hamborg i perioder må træde til og brygge øl til salg i grænsebutikkerne.

Også hos Dansk Supermarked har man oplevet en stigning i salget af dåseøl.

»Væksten for dåser er markant, og vi forventer, at det vil fortsætte,« siger indkøbschef Uffe Frovst, Dansk Supermarked.