Dårligt vejr trækker tænder ud på Bakken-regnskab

2016-sæsonen med dårligt vejr har påvirket omsætning og bundlinje negativ i Cirkusrevyen A/S, som driver revyen, Korsbæk og to andre forlystelser.

Foto: Keld Navntoft. Arkivfoto. 2016-sæsonen med dårligt vejr har påvirket omsætning og bundlinje negativ i Cirkusrevyen A/S, som driver revyen, Korsbæk og to andre forlystelser.
Læs mere
Fold sammen

Cirkusrevyen A/S, som driver revyen af samme navn, Dyrehavsbakkens Matador-by Korsbæk samt to andre forlysterlser, skuffer. Årets resultat har ikke levet op til forventningerne med et 2016-resultat, der er fire mio. kr. under det forventede for året. 2016 endte således med et førskat resultat på 4,2 mio. kr.

Ifølge ledelsen skyldes det blandt andet et fald i omsætningen på otte mio. kr., hvilket primært kan henføres til en sæson præget af dårligt vejr, som påvirker besøgstallet på Dyrehavsbakken.

Der har dog været pæn publikumsinteresse for Matador-byen Korsbæk, som åbnede i 2015, men ledelsen har tilpasset både  kapacitet og konceptet - et arbejde, der i øvrigt fortsætter i år - og melder om, at publikuminteressen igen er tilfredsstillende i 2017, og forventning til indeværende år er således et resultat på fem-seks mio. kr.

At drive to af Dyrehavsbakkens største forlystelser er ikke nogen lille bolsjebutik. Egenkapital ligger på lige knap 55 mio. kr., og der er det forløbne år investeret 8,6 mio. kr. i ombygning og udvidelse af selskabets kontor - og administrationsbygning, samt forbedringer og ændringer omkring Korsbæk på Bakken og de øvrige forlystelser.

Manden bag Cirkusrevyen Torben Pedersen, kendt som Torben Træsko eller ligefrem Kongen af Dyrehavsbakken, kunne forrige år fejre 30 års jubilæum som ejer af Cirkusrevyen.

Efter tilpasninger af Korsbæk-konceptet ser den mangeårige ejer af Cirkusrevyen med optimisme på 2017.