Dårlig taxaservice kan nu give karantæne fra Københavns Lufthavn

For at forbedre kundeoplevelsen i hovedstadens taxiselskaber, indfører Københavns Lufthavn nu et system, som slår ned på de chauffører, der ikke leverer god nok service.

Foto: Simon Bohr.
Læs mere
Fold sammen

Den 5. oktober indfører de københavnske taxiselskaber sammen med Københavns Lufthavn et nyt Taxi Management System, som skal forbedre service og kundeoplevelse.

Fremover skal alle taxier have en Brobizz og køre gennem en bom for at komme ind og hente kunder ved Københavns Lufthavn. Hvis taxierne ikke leverer tilfredsstillende service, vil taxachaufførerne få karantæne fra at hente kunder i lufthavnen fra 12 timer til en hel uge. I værste tilfælde vil man kunne miste retten helt.

Det er ikke kun pisk, som chaufførerne får at mærke. Der indføres nemlig også en gulerød i form af et bonussystem, hvor den bedste service honoreres med op til 500.000 kroner om året.

”Uanset hvem man er, eller hvor man kommer fra, skal taxikunderne altid kunne forvente en ren taxi og en venlig, velklædt og serviceminded chauffør, der er klar til at hjælpe med f.eks. bagagen. Det nye Taxi Management System i lufthavnen vil styrke branchens fokus på god service, ” skriver direktør i Dansk Taxiråd, Trine Wollenberg, i en kommentar.

Hos Horesta glæder man sig over initiativet, Formand for Horesta i Region Hovedstaden, Allan Agerholm, fortalte til Berlingske i sidste uge, at Horestas medlemsvirksomheders gæster dagligt oplever, at taxichaufførerne er usoignerede, ikke gider holde døren eller hjælpe med bagagen eller siger nej til korte ture.