Da DONG kom til Irland

Som nyeste mand på redaktionen tillader jeg mig at gå uden om min egen byline for at finde årets vigtigste erhvervshistorie, for kapitaludvidelsen i DONG er for vigtig til min selvfedme.

TBalladen om Goldman Sachs’ køb af DONG-aktier udviklede sig til en dramaserie, som alle ville følge med i – også en økonomiprofessor i Irland. Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Indrømmet; hvis du googler mit navn og kapitaludvidelsen i DONG, så finder du nul og niks.

Jeg sad nemlig på en skolebænk i Irland, da det for alvor gik for sig, og SF trådte ud af regeringen. Nyheden nåede dog både Irland og Financial Times, og en af mine økonomi-professorer – som der i øvrigt var gået en komiker tabt i – spurgte foran et halvfyldt auditorium, om ikke det var mit lands regering, som Goldman Sachs var ved at splitte.

Og hvad gør man lige, når 40 medstuderende drejer nakken for at se giraffen? Man nikker, sluger alle sine forbehold og siger jo. Og så begynder den der lidt spredte mumlen, som sjældent er et tegn på anerkendelse.

Selv 1.400 kilometer væk kunne man ikke gemme sig for den meget uskønne, politiske affære, som DONGs kapitaludvidelse resulterede i. Jeg sad med en fornemmelse af, at DONG kunne være gået konkurs tre gange på en formiddag, uden at jeg skulle høre for det i en økonomitime i Irland, men Goldman Sachs’ tilstedeværelse og regeringens interne problemer bragte sagen over Nordsøen.

Fra mit lille kammer i det irske kunne jeg så gå og undre mig over, hvornår alle begyndte at interessere sig så meget for DONG.

I dag sidder jeg med hovedansvaret for dækningen af både DONG og Vestas, men inden min tur til udlandet skrev jeg også fra tid til anden om begge selskaber. Og lad mig bare sige det sådan, at historier om Vestas blev læst så flittigt, at jeg har overvejet at referere til DONG som »Vestas-kunde« i mine artiklers overskrifter. Men al balladen gjorde pludselig, at folk fik et kendskab til DONG, som mange nok ikke havde ud over logoet på deres elregning. De første artikler, jeg skrev om selskabet, handlede om frasalg af en vindmøllepark i Tyskland til mange milliarder. Artiklernes læsertal stod mildt sagt ikke helt mål med de mange kroner, der tilflød selskabet.

Anders Eldrups fyring var til gengæld noget, som erhvervsdanmark labbede i sig, som var det en ny EM-sejr. Og da Goldman Sachs så ville købe dele af DONG, blev DONG pludselig til at nationalklenodie. Tak skaber, tænkte jeg. Er jeg den eneste, der kan huske, da DONG bare solgte el?

Roen har sænket sig over DONGs store glasdomicil i Gentofte, men mit indtryk er, at interessen for DONG har spredt sig ud over erhvervskredse og folks elregninger. Selv når det handler om havvindmøller, gaskraftværker og olieboringer, føler jeg, at flere læser med end tidligere. Hvorfor?

Tja, når man har set et afsnit af en drama-serie, vil man jo også gerne have fortsættelsen med, og det er nok den effekt, der har ramt DONG sidenhen. Og så viser sagen også, at Danmark gerne vil læse om personerne og om dramaet, der ikke nødvendigvis har rod i virksomhedernes regneark.

Det skal blive spændene at se, hvordan interessen for DONG materialiserer sig, når energiselskabet skal på børsen. Fremtiden må vise det, men du kan naturligvis læse om resultatet i Berlingske til den tid.

Førnævnte professor gjorde sig i øvrigt lidt morsom på et dansk pengeinstituts vegne, men med tanke på, hvordan de irske banker selv klarede finanskrisen skær, var det bare lidt lettere at sende noget røg tilbage.