Cyberkriminelle udnytter jordskælv i Japan

Forgiftede links på søgemaskinerne inficerer din computer med virus, når du søger efter nyheder på nettet.

Trend Micro, der leverer internetsikkerhed til private og virksomheder, skriver i dag på deres Malware-blog, at cyberkriminelle var hurtige til at udnytte situationen, da et 8,9 jordskælv tidligere i dag ramte Japan efterfulgt af en altødelæggende tsunami

Tendensen er ifølge PR ansvarlig for Trend Micro, Thomas Sjølin, ikke ny. Når der sker en stor ulykke som jordskælvet i Japan, ved de cyberkriminelle, at folk omkring i verden vil søge information om sagen.

De lægger falske nyhedslinks ud på Google, og når man klikker på dem, kommer man videre til en hjemmeside, der enten er blank eller indeholder irrelevant information. Men uden du opdager det, bliver din computer inficeret med virus.

- Man lokker med en overskrift og en historie, men når man så klikker, er der ikke noget. Men den aktive klik-handling gør, at der bliver lagt noget ind på din computer. Man kalder det populært ’at forgifte links’, siger Thomas Sjølin.

Læs også på evb.dk:

Google-chef gik efter konflikt med stiftere

Politikere ønsker spilleregler for cyberkrig

Kæmpe boom i kriminalitet på nettet

Hold dig opdateret

Tendensen er ikke ny, men risikoen er stor. De kriminelle kan bruge den ondsindede software til at stjæle oplysninger om dit log in til netbanken eller andre konti, du må have på internettet. Ifølge Thomas Sjølin er de kriminelle hurtigt ude og kan i løbet af få minutter have inficerede links om nyheder på søgemaskinerne, og det kan være svært at gennemskue, om et link er inficeret eller ej, før du har klikket på det.

- Du kan ikke se på et link, at det er forgiftet. Det eneste du kan gøre er at holde din computer opdateret altid, så dit operativsystem hele tiden er lappet med de seneste opdateringer. Så man ved, at alle kendte sikkerhedsbrister er repareret. Oveni det bør man også have et opdateret sikkerhedsprogram, siger Thomas Sjølin, der anbefaler, at man bruger velkendte nyhedssites til at få information om nyheder rundt i verden.