Cowi køber svensk virksomhed

Rådgivningsvirksomheden Cowi har indgået aftale om at købe svenske Flygfältsbyrån med 750 ansatte.

Rådgivningsvirksomheden Cowi trodser krisen og foretager sit største indkøb i fem år. Selskabet har indgået aftale om at købe den førende svenske rådgivningsvirksomhed, Flygfältsbyrån, med mere end 750 medarbejdere. Flygfältsbyrån har hovedkontor i Gøteborg og desuden otte kontorer i det sydlige Sverige samt et i Norge.

Flygfältsbyrån vil sammen med Cowis nuværende selskab i Sverige udgøre koncernens sjette region: Cowi Sverige.

Efter sammenlægningen med det svenske selskab vil Cowi-koncernen have i alt cirka 6000 medarbejdere.

"Flygfältsbyrån og Cowi er et perfekt match. Vi har længe ønsket et tættere samarbejde mellem vore to virksomheder, og derfor er vi meget glade for, at det er lykkedes at indgå denne aftale med Flygfältsbyråns ejere," siger Lars-Peter Søbye, koncernchef for Cowi.

Cowis og Flygfältsbyråns historie går henholdsvis 80 og 60 år tilbage, og de to virksomheder har arbejdet sammen på projektniveau siden 1990'erne.

Cowi Sverige vil samlet få over 800 medarbejdere.

/ritzau/